Foto: Adrián Moreno Peña / Twitter.

KLM og Schiphol i åben krig

Normalt er der fælles fodslag mellem KLM og Amsterdam Schiphol-lufthavnen. Men lange køer i sikkerhedskontrollen i Schiphol har vendt op og ned på det.

Efter godt to uger med meget lange køer i sikkerhedskontrollen i Amsterdam Schiphol-lufthavnen lover lufthavnens ledelse nu at gøre noget ved problemet. Lufthavnens største bruger, det hollandske flyselskab KLM, er ikke imponeret over lufthavnens ageren i sagen.

Problemerne startede i midten af april, da sommertrafikken for alvor begyndte at tage til i det, der ved udgangen af 2017 sandsynligvis ender med at blive Europas næststørste lufthavn.

Overbelastning og lange ventetider i sikkerhedskontrollen fik KLM til at opfordre passagererne til at møde op i lufthavnen tre timer før flyafgang i stedet for to timer som tidligere. Dette gjaldt for både KLM´s europæiske og interkontinentale flyvninger ud af Schiphol.

Lange køer tre steder
Derfor bad Schiphol-lufthavnen i sidste uge de sikkerhedsfirmaer, som står for at bemande lufthavnens sikkerhedskontrol, om at opmande med flere folk. Efter at have monitoreret situationen i sikkerhedskontrollen henover weekenden og mandag, hvor mange hollændere havde fri, valgte Schiphol’s ledelse så onsdag at melde ud, at der skal endnu flere ekstra medarbejdere til.

”Sammen med sikkerhedsvirksomhederne ser vi nu på, hvor mange ekstra medarbejdere der vil være nødvendige på travle dage. Udover mere personale, så installerer vi også to ekstra sikkerhedsspor i afgangshal 2, som gør det muligt for flere passagerer at gå gennem sikkerhedskontrollen samtidig,” forklarer Jos Nijhuis, administrerende direktør for Royal Schiphol Group, som driver Amsterdam Schiphol-lufthavnen.

Ifølge lufthavnsdirektøren, så møder passagererne lange køer hele tre steder i lufthavnen. Ikke blot i sikkerhedskontrollen. Men også ved flyselskabernes check-in skranker og ved paskontrollen til og fra non-Schengen området.

I en kontant tone
Jos Nijhuis har overfor hollandske medier peget på, at unøjagtige prognoser fra flyselskaberne var stærkt medvirkende til at skabe problemerne med lange køer i sikkerhedskontrollen. En betragtning, som KLM ikke er enige i. Det gjorde selskabet klart onsdag eftermiddag i en kontant tone i en pressemeddelse.

”Erklæringen fra Schiphols administrerende direktør, der siger, at spidsperioden ikke kunne forventes, og at flyselskabernes prognoser var unøjagtige, er utrolig, især i betragtning af at KLM tidligere har gjort opmærksom på problemerne,” lyder det i pressemeddelsen fra KLM.

Den fortsætter:

”Nu da Schiphol endelig har erkendt sine mangler, er det jo mere smertefuldt at konstatere, at det tilsyneladende skulle komme til dette, før Schiphols bestyrelse endelig lytter til sine kunder og siger, at det vil påtage sig ansvar. Meddelelsen fra Schiphols side om nu at bruge flere sikkerhedsressourcer er det første skridt i retning af at genkende problemet,” påpeger KLM.

Følger det nøje
Amsterdam Schiphol-lufthavnens ledelse skal dog ikke bare læne sig tilbage og håbe at lidt ekstra sikkerhedspersonale vil løse problemerne. For KLM agter at følge sagen til dørs.

”KLM følger nøje den konkrete gennemførsel af initiativerne og fortsætter med at henlede opmærksomheden på de udestående punkter.”

KLM er Amsterdam Schiphol-lufthavnens suverænt største bruger og traditionelt har lufthavn og flyselskab et særdeles tæt samarbejde, hvor man i fællesskab arbejder på at gøre Schiphol til et attraktivt knudepunkt.

 

 

Relaterede artikler:

Passagerkaos i Amsterdam-Schiphol

Schiphol Airport bliver næststørste lufthavn i Europa

Ny afgangshal taget i brug i Schiphol

Schiphol-udvidelse skal være færdig i 2019