Boeing 737-900 fra KLM. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

KLM suspenderer rute til Tel Aviv

I en tid med stigende spændinger i Iran har KLM valgt at suspendere ruten fra Amsterdam til Tel Aviv med én daglig afgang af hensyn til både kommercielle og operationelle årsager.

KLM har set sig nødsaget til at suspendere ruten fra Amsterdam-Schiphol til Ben Gurion International Airport ved Tel Aviv.

Ifølge The Times of Israel er der tale om en midlertidig suspendering af flyvninger mellem Amsterdam og Tel Aviv begyndende fra 1. marts og indtil videre.

Beslutningen er taget i en tid, hvor der er stigende spændinger i og omkring Iran, og hvor muligheden for en militær konflikt er til stede, skriver det israelske medie. KLM nævner dog ikke direkte, at de stigende spændinger skulle være årsagen til rutens suspendering.

”KLM tilpasser løbende sit globale netværk baseret på markedsefterspørgsel og operationelle omstændigheder. På nuværende tidspunkt er det ikke kommercielt eller operationelt muligt for KLM at operere flyvninger til Tel Aviv,” lyder det fra det hollandske flyselskab i en erklæring.

Overvåger udviklingen
I øjeblikket har KLM én daglig rotation mellem Amsterdam og Tel Aviv, og selskabet benytter en Boeing 737-900 på ruten. Flytypen har plads til i alt 189 passagerer.

”KLM vil fortsat overvåge udviklingen og vil revurdere beslutningen afhængigt af omstændighederne,” lyder det fra flyselskabet, samtidig med at det også nævnes i erklæringen, at berørte passagerer vil blive kontaktet personligt og tilbudt ombooking eller refusion af flybilletterne.

Det vides således ikke, hvornår Tel Aviv-ruten vender tilbage hos KLM. Ruten er dog en del af det kommende sommertrafikprogram, der løber fra 29. marts til 25. oktober 2026. Et KLM-trafikprogram, der indeholder i alt 164 destinationer; herunder 96 i Europa og 68 interkontinentale destinationer.

Antallet af udbudte sæder forventes at være fem procent højere den kommende sommer sammenlignet med sommeren 2025. Nye destinationer tæller Jersey, Santiago de Compostela og Oviedo. Herudover vil KLM kunne tilbyde flere frekvenser til både europæiske og interkontinentale destinationer.

 

Relaterede artikler:

Amerikanske flyselskaber vender tilbage til Tel Aviv

Aflyser flyvninger til Beirut, Teheran og Tel Aviv

Air France-KLM leverer historisk driftsresultat