KLM har fundet en ny driftsdirektør i egne rækker. Han beskrives som ganske kompetent af både selskabets øverste chef og bestyrelsesformand, og han har erfaring fra cockpittet.
KLM har ændret sin organisation på øverste ledelsesniveau, idet man ønsker at udnævne Mathieu Essenberg som selskabets nye driftsdirektør (COO). I praksis er der tale om en permanentgørelse af stillingen, idet Essenberg allerede i øjeblikket fungerer som midlertidig driftsdirektør.
Han står desuden i forvejen i spidsen for Engineering & Maintenance, KLM’s vedligeholdelsesdivision. På grund af nyudnævnelsen går man nu på jagt efter en ny chef til at tage sig af dette område.
Mens KLM’s bestyrelse har valgt Essenberg til stillingen, så er næste skridt at fremlægge ham som nomineret kandidat for KLM’s aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling inden længe. KLM’s samarbejdsudvalg skal desuden afgive en udtalelse om nomineringen.
Har vist sit værd
På chefgangen hos KLM mener selskabets administrerende direktør, Marjan Rintel, at man er nået frem til den helt rigtige kandidat til stillingen som driftsdirektør. Han har således allerede vist sit værd.
”Med Mathieu har vi fundet en fremragende kandidat fra vores egen organisation til rollen som COO. Han kender flyselskabet ud og ind og har i en række afdelinger og roller i KLM vist sig som en målrettet og inspirerende leder,” siger hun og tilføjer:
”Derudover kender Mathieu den daglige drift indefra som kaptajn på Boeing 737. Gennem de seneste to måneder har vi allerede arbejdet tæt sammen i denne konstellation, og jeg er fuldt overbevist om, at vi med Mathieu som COO vil få succes med at styrke vores drift yderligere.”
Har bestyrelsens opbakning
I KLM’s bestyrelse lyder det fra bestyrelsesformand Wiebe Draijer, at Mathieu Essenberg også har bestyrelsens opbakning. Bestyrelsen oplever ham således som ganske kompetent.
”Gennem hele sin karriere i KLM har Mathieu vist, at han besidder det lederskab, den ekspertise og evnen til at samle mennesker, som denne vigtige rolle kræver. Bestyrelsen har fuld tillid til, at han sammen med direktionen og alle kolleger vil yde et værdifuldt bidrag til at styrke KLM’s operationelle præstationer og robusthed på længere sigt,” siger han.
Mathieu Essenberg har i øvrigt været ansat i KLM siden 2002. Han har haft lederstillinger i både KLM Cityhopper og Flight Operations. I Engineering & Maintenance havde han fra 2018 som chef for Airframe/Operations ansvaret for vedligeholdelsen af KLM’s egen flåde samt fly for internationale kunder.
I 2022 blev han som chef for hub operations ansvarlig for ground services, og i 2025 vendte han tilbage til Engineering & Maintenance som chef.
Sideløbende har Mathieu Essenberg arbejdet som pilot – først hos KLM Cityhopper og senere hos KLM. Siden 2017 har han været kaptajn på KLM’s Boeing 737’ere.
”Jeg er dybt beæret over denne udnævnelse. Sammen med alle mine kolleger i KLM vil jeg arbejde målrettet med de udfordringer, der ligger foran os. Sikkerhed, stabil drift og en fremragende oplevelse for vores passagerer vil altid være i centrum. Jeg er overbevist om, at vi kan lykkes med dette og dermed bidrage til KLM’s fortsatte succes,” siger Essenberg om udnævnelsen.
Hvis nomineringen godkendes, og samarbejdsudvalget afgiver en positiv udtalelse, vil KLM’s direktion bestå af Marjan Rintel som administrerende direktør, Bas Brouns som finansdirektør, Mathieu Essenberg som driftsdirektør og Miriam Kartman som HR-direktør.
Relaterede artikler:
Jettime udnævner ny kommerciel direktør

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


