KLM vender tilbage til Buenos Aires

Efter mere end 10 år genoptager hollandske KLM selskabets rute mellem Amsterdam og den argentinske hovedstad Buenos Aires. Det markerer samtidig KLM´s interkontinentale destination nr. 67.

Det hollandske luftfartsselskab KLM vil styrke sin tilstedeværelse i Latinamerika. Det sker, når selskabet den 31. oktober genoptager ruten fra Amsterdam til Buenos Aires efter mere end 10 års fravær.

Den nye direkte forbindelse mellem Amsterdam-Schipol ogBuenos Aires-Ezeiza lufthavnen vil blive opereret tre gange ugentligt i vinterprogrammet 2011/12, hvorefter yderligere en frekvens vil blive tilføjet frasommerfartplanens begyndelse i slutningen af marts måned 2012.

Der vil være afgang fra Amsterdam på mandage, onsdage og fredage kl. 10.10 med ankomst samme dagkl. 20.20 lokal tid i BuenosAires. Returflyvning vil finde sted på samme ugedage kl. 22.20 fra BuenosAires medankomst kl. 15.35 den efterfølgende dag i Amsterdam.

Det bliver en Boeing 777-200ER med plads til 318 passagerer, der skal indsættes på den nye rute. Det betyder udbudt kapacitet på 35 sæder i World Business Class og 283 sæder i Economy Class. Reservationssystemerne vil være opdaterede med den nye rute fra den 18. februar.

“Med Buenos Aires som den 7. KLM-destination i Latinamerika styrker vi vores position i denne stærkt voksende region. Latinamerika er et vigtigt marked for Air France-KLM netværket,“ siger KLM´s koncernchef Peter Hartman.

Buenos Aires har 14 millioner indbyggere og er en populær turistdestination for europæiske rejsende. Herudover er Argentina en vigtig handelspartner for mange europæiske lande.

Det argentinske luftfartsselskab Aerolineas Argentinas underskrev islutningen af november måned sidste år en aftale om optagelse i SkyTeam-alliancen. Det betyder, at selskabet fra 2012 vil blive fuldgyldigt medlem af alliancen. Men allerede inden optagelsen i SkyTeam vil KLM og Aerolineas Argentineasindlede et samarbejde ved at tilbyde flyforbindelser videre fra Buenos Aires til en række destinationer i Argentina.

Foto: En Boeing 777-200ER fra KLM vil fra 31. oktober flyve tre gange om ugen mellem Amsterdam og Buenos Aires.