Rostock-Laage Lufthavn. (Foto: Flughafen Rostock-Laage)

Koncern med eget flyselskab opkøber tysk lufthavn

Nu føjer Zeitfracht Group en lufthavn til logistik-koncernens portefølje af virksomheder, der i forvejen tæller blandt andet et rederi og flyselskabet German Airways.

Økonomien i Rostock-Laage Lufthavn har haft det svært i flere år. Lufthavnen har været afhængig af statsstøtte, som den har modtaget, da lufthavnen er en vigtig base for det tyske luftvåben, der har kampfly stationeret i Rostock-Laage. 

Både før og især under COVID-19-pandemien har lufthavnen, der ligger 28 kilometer fra Rostock, dog haft svært ved at tjene penge på den kommercielle flytrafik. Særligt slemt blev det, da Germania gik konkurs i 2019. Flyselskabet drev flere ruter med udgangspunkt i Rostock-Laage.

COVID-19 gjorde forholdene for lufthavnen endnu mere vanskelige. De svære driftsvilkår fik lufthavnens ejere til at gå på udkig efter en investor, der kunne være interesseret i at overtage den kommercielle del af Rostock-Laage. Det endte med et salg til Zeitfracht Group.

Bliver omlæsningssted
Den tyske koncern Zeitfracht Group har hovedsæde i Berlin. Herfra administreres koncernens mange virksomheder, der blandt andet tæller en række speditører, et rederi, flyselskabet German Airways samt en tøjkæde ved navn Adler, der har 172 butikker på tværs af Tyskland. 

Nu skal koncernen forsøge sig med lufthavnsdrift. Zeitfracht Groups kommunikationschef Heinz-Joachim Schoettes fortæller i en pressemeddelelse, at Rostock-Laage fortsætter som både militær- og civillufthavn i fremtiden. 

Den nye ejer af den kommercielle del af Rostock-Laage fortæller desuden, at lufthavnen i det nordøstlige Tyskland fremover skal fungere som omlæsningssted samt sorterings- og distributionscenter for luftfragt. 

Vil udleje fragtfly
Sammen med nyheden om, at Zeitfrach Group er blevet terminaloperatør i Rostock-Laage, kom det også frem, at koncernen vil opføre et nyt logistikcenter. Centeret skal fremover fungere som knudepunkt for gods, der enten ankommer til lufthavnen med lastbil eller skal sendes af sted med fly. 

Koncernen kunne desuden afsløre, at udlejning af store fragtfly formentligt også bliver en del af forretningsmodellen i fremtiden. Om flyene skal være produceret af Boeing eller Airbus, vil kommunikationschef Heinz-Joachim Schoettes dog ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt. 

Zeitfracht Group fortæller i pressemeddelelsen, at koncernens egen består flåde af 15 Dash 8-Q400 og otte Embraer E-190-jetfly. Derudover har Zeitfracht en kommerciel driftstilladelse, en såkaldt Air Operators Certificate (AOC), som stammer fra koncernens opkøb af charter- og wetleaseflyselskabet WDL Aviation, der sidenhen er blevet fusioneret med flyselskabet LGW, og nu er kendt som German Airways.

 

Relaterede artikler:

German Airways ser dagens lys

Tysk flyselskab skal flyve indenrigs i Sverige

Har fået til opgave at sælge konkursramt lufthavn