Den tjekkiske regering godkendte onsdag salget af 44 procent af aktierne i CSA Czech Airlines til Korean Air.
Den tjekkiske regering har længe ønsket at finde en strategisk investor til det tabsgivende statsejedeflyselskab CSA Czech Airlines. Onsdag lykkedes bestræbelserne, da regeringen officielt kunne godkende et salg af 44 procent af aktierne til Korean Air Lines.
Forhandlingerne har stået på et stykke tid, og Qatar Airways har også været inde over drøftelserne, hvilket selskabets koncernchef Akbar al-Baker bekræftede så sent som i januar måned. Men da budfristen udløb den 1. marts, trak Qatar Airways følehornene til sig.
Korean Air betaler blot 2,64 mio. euro for 460.725 aktier svarende til knapt 20 mio. danske kroner. Men til gengæld følger der forpligtelser med som hurtigt kan gøre bekendtskabet noget dyrere end købsprisen.
I en pressemeddelelse fra CSA fremhæver man, at Korean Air vil udvikle Vaclav Havel Airport i Prag til at blive et af detkoreanske selskabs føredetrafikknudepunkter i Europa. Omkostningsstrukturen i CSA vil også blive positivt påvirket af de mulige synergier indenfor indkøb, teknologi samt andre vitale områder, oplyser det tjekkeiske luftfartsselskab.
Parterne forventer at underskrive aftalen i slutningen af april måned, og den endelige overførsel af aktierne til Korean Air ventes at ske inden udgangen af andet kvartal.
Flere afgange mellem Prag og Seoul
Aftalen mellem Korean Air og CSA kommer et par måneder efter, at CSA annoncerede etableringen af en ny rute fra Prag til Seoul. Denne rute åbner den 1. juni og vil blive fløjet to gange ugentligt med Airbus A330-300 og skal supplere Korean Air´s fire ugentlige flyvninger med Boeing 747-400 fly.
Korean Air er det største luftfartsselskab i Korea med 15.000 ansatte, 23 mio. passagerer og ruter til 105 destinationer over hele verden opereret med over 140 fly.
Korean Air flyver i forvejen til 10 europæiske gateways. Til Skandinavien har Korean Air cargo-flyvninger til København, Oslo og Stockholm, men indtil videre ingen passagerruter.
Læs også: