Krisetegn hos Ryanair

En vækst på ‘kun’ 6 % i februar måned samt et fald i belægningsprocenten tyder på, at der er hårdere tider på vej for det irske lavprisflyselskab.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke for “alle lavprisflyselskabers moder“ Ryanair, der har vækst som en markant del af selskabets strategi. Men noget tyder på, at dampen er ved at gå af det irske selskab.

Trafiktallene for februar måned viser, at selskabet øgede passagertallet fra 4,13 mio. til 4,37 mio. En vækst på blot 6 %. De to forrige år var væksten på henholdsvis 7 % og 20 %.

Kabinefaktoren – forholdet mellem udbudte sæder og solgte sæder – faldt fra 78 til 75 %, hvilket yderligere indikerer, at selskabet har fået vanskeligere ved at fylde flyene. Da selskabets forretningsmodel baserer sig på supperende indtægter fra passagererne end blot flybilletten, er det basalt, at selskabets fly kan fyldes til bristepunktet.

Ser man på kabinefaktoren over den seneste 12 måneders periode, er denne dog stadig stabil på omkring 82 %, men de kommende måneder vil vise, om februar var en enkelt skævert, eller om Ryanair er på vej til at flyve ind i en egnetlig krise for selskabet.

Ryanair flyver på 13 ruter fra Billund Lufthavn og 5 ruter fra Aarhus Lufthavn. De kommende måneder åbner selskabet bl.a. ruter fra Billund til Brindisi, Faro, Marseilles og Trapani. Fra Århus åbnes der til Rygge-Oslo og Málaga.

Fototekst: Norden-chef Erik Elmsäter har stadig grund til at smile, men hårdere tider kan være på vej for Ryanair.