Kritik af arkitektur og indretning af CPH Go

‘CPH Go minder om en grisestald’. Så hårde var ordene fra Politikens arkitekturredaktør i anmeldelsen af den nye lavprisfinger i København Lufthavn. Andre fascineres af den direkte udsigt til flyene, der leder tankerne hen på slutscenen med Bogart og Bergman i storfilmen Casablanca.

Søndag den 31. oktober 2010 blevKøbenhavns Lufthavnsnye lavprisfinger CPH Go taget i brug.

Sidenhen har flere “anmeldere“ taget lufthavnens nye tilbygning under kritisk øjesyn. Således også Politikens arkitekturredaktør Karsten Ifversen, der i en artikel i begyndelsen af december måned karakteriserede CPH Go som en svinestald.

Ifversens vurdering var baseret på udformningen af den lange forbindelsesfinger med synlige tekniskeinstallationer på vej ned til selve afgangsområdet. Han skriver bl.a. “Den er flikket sammen af materialer fra byggekataloger, og i dens lange forbindelsesgang er de tekniske installationer ikke blevet skjult. Det er en tilgang til formgivning, man kun kender fra produktionsvirksomheder, tekniske anlæg og grisestalde. Det er også sådan, man føler sig her, som en gris på vej til slagtebænken.“

Arkitekturredaktøren konkluderer, at det var hensigten at skabe et billigt byggeri for at imødekomme lavprisflyselskaberne og ikke genere de selskaber, der benytter sig af de øvrige terminalområder i lufthavnen. Missionen er lykkedes,konstaterer Karsten Ifversen.

Til gengæld er der ros at hente for at have bragt magien tilbage til flyrejsen med den fornemme udsigt i afgangsområdet. “Lige for næsen af én står flyvemaskinerne majestætisk tronende og venter på at sluge deres passagerer,“ skriver Ifversen.

Samme konklusioner drager Leif Poulsen på rejseliv.dk. Han mener, at CPH Go har fået lufthavnens bedste udsigt. “310 meter er der og seks minutter tager det at gå fra finger D – så står man pludselig over for Københavns Lufthavns bedste udsigt. Den får man i lufthavnens nye lavpristerminal, CPH Go. I stueplan dækker gigantiske glaspartier hele facaden i terminalen fra gulv til loft, og også fra siderne af terminalen er der fri udsigt.“

Arkitekt Terkel Grum-Schwensen har i månedsmagasinet Byggeri+Arkitektur anmeldt CPH Go. Han skriver bl.a. ”En relativt lav bygning der åbner sig ud imod dét, som oplevelsen egentlig drejer sig om: Landings- og startbanerne og så disse eventyrlige maskiner, der imod al sund fornuft magter at bevæge sig helt op i de højere luftlag og bringe os hurtigt og sikkert frem til arbejdsopgaven eller eventyret på vores destination. Der er noget Ingrid Bergman & Humphrey Bogart over denne lufthavnsterminal. Og det er vel ikke så ringe endda.”

Så hvis man kan abstrahere fra, hvad man oplever påtraveturen ned gennemGo-fingeren, venter der en speciel oplevelse nede i afgangsområdet, hvor de orange easyJet-fly indtil videre alene må tiltrække passagernes opmærksomhed.

Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har haft ansvaret for udformningen af CPH Go – ligesom det også har været tilfældet med terminal 2 og 3, Hilton-hotellet samtlufthavnens oprindeligeVilhelm Lauritzen-terminal fra 1939.

Foto: Magien er blevet bragt tilbage til flyrejsen med afgangsområdet i CPH Go, der leder tankerne hen på slutscenen i storfilmen Casablanca.