En Boeing 777-300ER fra det indiske flyselskab Jet Airways. Foto: Timothy Dauber

Kun 14 fly tilbage – aflyser internationale flyvninger

Det hårdt trængte Jet Airways har kun 14 fly tilbage og måtte fra torsdag aflyse alle internationale flyvninger. Det indiske selskab fortsætter dødskampen.

Der bliver færre og færre fly i flåden hos Jet Airways, der er inde i en decideret og efterhånden langvarig overlevelseskamp.

Det privatejede indiske flyselskab har fået reduceret sin flåde til 14 fly, da selskabet har været nødt til at grounde flere fly på grund af manglende betalinger til flere leasingselskaber. Da indiske flyselskaber ifølge reglerne skal have en flåde på minimum 20 fly for at operere til internationale destinationer, har Jet Airways således torsdag måttet indstille al flyvning til udlandet. Det skriver Times of India.

De aflyste internationale flyvninger frem til fredag omfatter flere ruter til asiatiske og europæiske destinationer – herunder blandt andet ruter til London, Paris og Amsterdam. Jet Airways kan derfor kun fortsætte med at operere på indenrigsruter med de 14 fly. Da flyselskabet var i sine bedste dage før den økonomiske krise, havde det over 120 fly og i alt små 1.000 ruter.

Gæld på næsten syv milliarder kroner
Den indiske luftfartsminister, Suresh Prabhu, har via Twitter udtalt, at han vil gennemgå spørgsmål vedrørende Jet Airways og samtidig minimere besværet og sikre de berørte passagerers sikkerhed.

Jet Airways har en gæld på over én milliard dollar, eller hvad der svarer til 6,6 milliarder kroner. Selskabet er på intensiv jagt efter nødfinansiering i forsøget på overleve en ellers efterhånden mere og mere brutal kamp for at undgå det endelige dødsstød. Jet Airways mangler blandt andet at betale løn til medarbejdere og leverandører.

Naresh Goyal grundlade Jet Airways for over 25 år siden, og han og hans familie ejer stadig 52 procent af flyselskabet. Majoritetsandelen forventes dog at gå tabt, da långiverne har planer om at omstrukturere selskabets gæld.

Jagter ny ejer
State Bank of India (SBI) leder et konsortium af investorer, som tog kontrol over Jet Airways i marts. Konsortiet er på jagt efter en eller flere investorer, der vil erhverve en ejerandel på op til 75 procent i Jet Airways. Budfristen blev forlænget til fredag, lyder det fra flere medier. Og alt imens bliver selskabet holdt oppe af långivere.

Bestyrelsen i Jet Airways har bedt direktionen om netop at få långiverne til fortsat at yde økonomisk førstehjælp til selskabet.

”Processen med aktiesalget pågår, og selv om den rigtige budgiver – med den rigtige pris – bliver fundet, vil processen tage mindst tre til fire måneder for at nå en logisk konklusion. Selskabet kan på ingen måde overleve så længe, mens det venter på, at en ny ejer vil pumpe finansiering ind,” siger en anonym kilde med kendskab til sagen ifølge Times of India.

”Vi befinder os i flydende ilt; hverken levende eller død. Løftet om nødfinansiering er det undvigende ilt, mens vi drukner i absolut kontantmangel. Den lovede finansiering skal komme på én gang og ikke i flere omgange.”

Støtte fra den indiske stat
På trods af, at Jet Airways er et privat flyselskab, vil Indiens premierminister, Narendra Modi, forsøge at redde selskabet fra afgrunden. Jet Airways har 23.000 medarbejdere, hvoraf langt størstedelen ganske givet ikke har ret meget at lave for tiden som følge af den kraftigt reducerede flåde.

Ifølge rapporter i lokale medier i Indien vil det indiske luftfartsministerium gennemgå reglerne for, hvor stor en flåde et flyselskab skal have for at må flyve til udlandet. Det gøres for at forsøge at få nogle af selskabets langdistancefly ud på længere flyvninger.

De tilbageværende 14 fly i Jet Airways’ flåde består af syv Boeing 777, én Airbus A330, tre Boeing 737 og tre ATR72-fly. Flådestørrelsen er hermed den mindste af alle indiske indenrigsflyselskaber.

 

Relaterede artikler:

Dødskamp i flyselskab går ind i sidste fase

Kriseramt flyselskab aflyser 200 afgange om dagen

Jet Airways afviser at være konkurstruet

Jet Airways: Sætter Norden i fokus

Jet Airways: Vi forhandler med Etihad