Indiske Jet Airways har stillet 25 fly på jorden, da man ikke er i stand til at betale leasingselskaberne. En tredjedel af selskabets flyvninger må aflyses.
Det indiske flyselskab Jet Airways har gennem længere tid været i store økonomiske vanskeligheder, og i denne uge har selskabet set sig nødsaget til at tage yderligere to fly ud af drift, da man ikke er i stand til at betale leasingselskaberne.
Dermed har Jet Airways den seneste tid taget i alt 25 fly ud af drift på grund af manglende evne til at overholde selskabets forpligtelser over for leasingselskaberne. De 25 fly omfatter angiveligt både nye Boeing 737 MAX, Boeing 737 og Airbus A330 og svarer til over en femtedel af selskabets samlede flåde. Derudover er mindst syv andre af selskabets fly taget ud af drift som følge af mangel på reservedele.
Ifølge de indiske luftfartsmyndigheder må Jet Airways som følge af mangel på fly nu aflyse omkring 200 afgange om dagen – svarende til en tredjedel af alle selskabets flyvninger.
Gæld for milliarder
Det kriseramte selskab har en gæld på omkring 85 milliarder indiske rupies (7,9 milliarder kroner), og selskabets aktionærer godkendte den 21. februar 2019 en plan om at långiverne eftergiver gæld til gengæld for at få aktier i selskabet. Det er uvist, hvornår dette såkaldte debt/equity swap vil finde sted.
Stifter vil træde tilbage som formand
I kølvandet på aktionærernes godkendelse af aftalen rapporterede indiske medier i sidste uge om, at Jet Airways grundlægger Naresh Goyal har indvilget i et træde tilbage fra sin post for formand for selskabet.
Naresh Goyal ejer 51 procent af selskabet, mens det mellemøstlige selskab Etihad Aviation Group, som står bag flyselskabet Etihad, ejer 24 procent af aktierne i Jet Airways. Etihad Aviation Group skulle ifølge indiske medier være klar til at skyde 14 milliarder rupis (1,3 milliarder kroner) i selskabet.
Jet Airways blev grundlagt i 1992 og begyndte kommercielle flyvninger året efter. Selskabet har hovedbase i Mumbai i Indien.
Ifølge Jet Airways hjemmeside har selskabet i dag en flåde på 119 fly – heriblandt 10 Boeing 777-300ER, fire Airbus A330-300, fem Airbus A330-200, fem Boeing 737 MAX 8, fire Boeing 737-900ER, to Boeing 737-900 og 69 Boeing 737-800.
Relaterede artikler:
Jet Airways afviser at være konkurstruet