Lavprisflyselskaber haler ind på netværksselskaberne

I 2009 transporterede de europæiske lavprisflyselskaber lidt mere end 162 mio. passagerer, mens netværksselskaberne havde 326 mio. passagerer ombord i flyene. I 2015 kan lavprisflyselskaberne være størst.

En fremgang i passagertallet på 8,7 % sikrede de europæiske lavprisflyselskaber et slutfacit for 2009, der kunne opgøres til 162,5 mio. passagerer. Der er hele13 mio. flere passagerer end året før. Det viser netop offentliggjorte tal fra lavprisflyselskabernes organisation European Low Fares Airline Association (ELFAA).

Den modsatte vej går det med netværksselskaberne, der tabte 20 mio. passagerer fra 346 mio. i 2008 til 326 mio. i 2009 viser tal fra Association of European Airlines (AEA). Noget kunne derfor tyde på, at de tabte passagerer hos netværksselskaberne bl.a. er forsvundet over til lavprisflyselskaberne og dermed har skabt en del af væksten i dette segment.

“Disse tal viser tydeligt, at ELFAA-medlemmerne går imod strømmen i luftfartsindustrien, når det handler om passagertal,“ siger John Hanlon, der er genralsekretær i ELFAA. Han fortsætter i den sædvanlige ELFAA-retorik“Det viser også, at en økonomisk krise ikke bør være en undskyldning for, at luftfartsselskaberne står med hatten i hånden og beder de respektive regeringer om kapitalindskud.“

Hvis den nuværende udviklingstakt fremskrives, vil lavprisflyselskaberne i 2015 have overhalet netværksselskaberne målt på passagertal.

ELFAA-medlemmerneomfatter i alt 13 lavprisflyselskaber, heriblandt Norwegian, Transavia, easyJet og Ryaniar, mens AEA-medlemmerne omfatter SAS. Lufthansa, Air France KLM og British Airways samt 32 andre netværksselskaber.