LOT Boeing 787-fly (Foto: LOT)

Lej din egen Dreamliner

Polske LOT lejer nu sine Boeing 787 Dreamliner-fly ud til charteropgaver.

Som led i en større spareplan går det polske flyselskab LOT nu ind på markedet for serie- og ad hoc-charter med et særdeles attraktivt produkt. Selskabet tilbyder nemlig sine Boeing 787 Dreamliner fly til charterkunder.
Flyene har hver 252 sæder fordelt på 18 Elite-sæder, 21 Premium-sæder og 213 pladser på Economy.
LOT var det første europæiske flyselskab til at modtage Boeing 787 Dreamliner-fly og selskabet har seks eksemplarer af flytypen og yderligere to på vej. Men siden man bestilte flyene er selskabet fløjet ind i store økonomiske vanskeligheder. Derfor har LOT måtte skære ned på sine langruter og har dermed fået mindst et Dreamliner-fly til overs.
LOT flyver i øjeblikket med et Dreamliner-fly for Finnair og fra 1. august er det så muligt at chartre flyet til ad hoc-opgaver, seriecharter og wet lease-opgaver. Markedet for chartring af langdistancefly domineres i Europa af selskaber som EuroAtlantic og HiFly, der med blandt andet ældre Boeing 777 og Airbus A340-fly påtager sig en lang række forskellige opgaver.
Det polske flyselskab tilbyder også sine Embraer 170, 175 og 190-fly samt selskabets Boeing 737-fly på chartermarkedet.