Loondon Heathrow Airport.

London-borgmester: Heathrow er ‘død’

London´s borgmester Boris Johnson offentliggjorde tirsdag en rapport med en konklusion, der sætter spørgsmålstegn ved Heathrow´s fremtid som storlufthavn for millionbyen. Udvidelsesmulighederne er begrænsede og lufthavnen overhales af europæiske konkurrenter. Der peges bl.a. på en ny storlufthavn ved Themsen´s udmunding i det sydøstlige England.

London-borgmester Boris Johnsonhar nu taget hul på debatten om en ny storlufthavn for London-området. “Storbritannien har brug for en ny lufthavn med fire startbaneri den sydøstlige del af landet,“ sagde borgmesteren tirsdag i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport om den britiske hovedstads lufthavnsbetjening. Det skriver britiske Daily Mail.

Boris Johnson peger på det forhold, at udvidelsesmulighederne iHeathrow er begrænsede, hvilket kan påvirkeden erhvervsmæssige udvikling i London-området.

Heathrow Airport har på blot 20 gået fra en position som den europæiske lufthavn med næstflest betjente destinationer til at være den 7. største europæiske lufthavn i forhold til antallet af destinationer.

Fra Heathrow er der i dag direkte flyforbindelse til 157 destinationer, mens 224destinationerer tilgængelige fra Paris-Charles de Gaulle og 235 fra Frankfurt Airport. Dermed peger London-borgmesteren på, at Heathrow taber terræn, hvilket på lang sigt kan skade den økonomiske udvikling i Storbritannien og London.

Ifølge rapporten håndterer Heathrow Airport 75.000 flere passagerer om dagen, end lufthavnen oprindeligt er dimensioneret til. Samtidig har Heathrow og Gatwick tilsammen en 99 % udnyttelse af banekapaciteten, hvilket ofte medfører forsinkelser i trafikken. Til sammenligning peger rapporten på, at der i andre europæiske storlufthavne kun udnyttes 70 – 75 % af banekapaciteten.

Endelig peger rapporten på, at de eksisterende London-lufthavne har en maksimalt kapacitet på yderligere 85 millioner passagerer og 564.000 årlige flyvninger. Hermed vil der ikke være flere udvidelsesmuligheder indenfor de nuværende miljømæssige rammer.

Borgmester Boris Johnson´s rapport møder ikke den store opbakning i den britiske regering. Den britiske transportminister Phillip Hammond har flere gange givet udtryk for, at regeringen ikke har samme lyst som London-borgmesterentil at bruge penge på en undersøgelse af mulighederne for etablering af en alternativ lufthavn.

Senere på året vil London-bystyret fremkomme med forslag til placering af en ny storlufthavn i det sydøstlige England. Borgmester Boris Johnson har ved flere lejligheder været fortaler for en ny storlufthavn placeret ved Themsen´s udmunding.

Foto: Heathrow Airport er blevet overhalet af flere europæiske konkurrenter og har begrænsede udvidelsesmuligheder.