LOT Boeing 787-fly (Foto: LOT)

LOT-Dreamliners kan være på vej til Norwegian

Som en del af en større redningsplan vil LOT Polish Airlines angiveligt udleje to nye Dreamliner-fly. Disse kan være på vej til Norwegian, der har haft drøftelser med den polske stat, der ejer det kriseramte flyselskab.

Den sidste weekend i april måned befandt Norwegians administrerende direktør, Bjørn Kjos, sig i den polske hovedstad Warszawa. Rygtet om Norwegian-bossens besøg i Polen nåede hurtigt den norske presse, der begyndt at spekulere i en mulig overtagelse af det kriseramte statsejede polske flyselskab LOT.

Mødet i polen foregik med Polens finansminister Wlodzimierz Karpinski som modpart. Norwegians presseafdeling har efterfølgende bekræftet, at der har været afholdt møder med de polske “myndigheder“, men ønskede ikke at uddybe indholdet af møderne. Men Bjørn Kjos var næppe til møde med finansminsteren for at drøfte Polens statsbudget.

LOT har været så finansielt presset, at flyselskabet i december måned måtte optage et lån på 400 mio. zloty svarende til 700 mio. danske kroner. Betingelserne for en EU-godkendelse af lånet har været, at LOT senest den 20 juni skulle aflevere en ny strategiplan til EU-Kommissionen, hvori der dokumenteres, at selskaber tilpasser forretninngen. I modsat fald vil EU kunne betragte lånene som ulovlig statsstøtte med livstruende konsekvenser for det polske flyselskab.

Vil udleje Dreamliner-fly
Ifølge det sædvanligvis velinformerede CH-AVIATION i Schweiz vil LOT lukke selskabets ruter fra Warszawa til Athen, Helsinki, Zürich, Barcelona, Berlin, Düsseldorf, Cairo og Beirut tidligt på efteråret. Heruodver vil LOT reducere antallet af frekvenser på de øvrige ruter med omkring 25 procent. Sammen med afskedigelse af 800 medarbejdere vil det kunne opfylde EU´s krav, således at statslånet ikke kendes ulovligt.

Mest interessant er det dog, at LOT vil udleje to af selskabets otte Dreamliner-fly. Det er netop her, at Norwegian kommer ind i billedet. Det norske lavprisflyselskab har nemlig flere gange vist interesse for at kunne skyde genvej til yderligere Dreamliner-leverancer for at kunne opnå en kritisk masse med netop denne flytype. Derfor kan drøftelserne mellem Bjørn Kjos og den polske finansminister meget vel have omhandlet betingelserne for at leje de omtalte Dreamliner-fly.

LOT har endnu ikke officielt bekræftet redningsplanen, og hos Norwegian afviser man i første omgang, at de polske Dreamliners skulle være på vej til det norske lavprisflyselskab.

“Det er ikke korrekt,“ siger Norwegians informationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til CHECK-IN.dk.

Såfremt Norwegian skulle have indgået aftale om at indleje yderligere to Dreamliner-fly ville det sædvanligvis kræve en selskabsmeddelelse fra det børsnoterede norske lavprisflyselskab.

LOT fik i denne uge leveret selskabets tredje Dreamliner-fly. Herudover leveres yderligere et fly i henholdsvis juli og august måned. Samlet har LOT bestilt otte Dreamliner-fly, hvilket er det samme antal som Norwegian.