En Boeing 787-8 Dreamliner fra LOT Polish Airlines. Foto: Tony Hisgett

LOT lancerer sin 14. langdistancerute

LOT åbner næste sommer en ny rute fra Warszawa til Miami. Dermed har selskabet ni ruter til USA.

Stadigt flere europæiske selskaber flyver direkte til det solbeskinnede Florida, og nu følger LOT Polish Airlines trop med en ny rute til Miami. LOT vil fra 1. juni næste år flyve fire gange om ugen fra Warszawa til Miami med selskabets Boeing 787-8 Dreamliner fly.

Det bliver ifølge LOT den første direkte rute til Miami fra landene i Central- og Østeuropa, og selskabet satser derfor på også at tiltrække passagerer fra nabolandene – blandt andet via LOTs forbindelser til Budapest, Prag og Bukarest.

Passagerer fra nabolande
”I øjeblikket rejser næsten en halv million passagerer om året mellem Østeuropa og Florida. Jeg er overbevist om, at mange passagerer fra Polen og nabolandene vil drage fordel af vores nyeste tilbud,” siger LOTs koncernchef Rafał Milczarski.

Den nye forbindelse henvender sig endvidere til de næsten 500.000 amerikanere af polsk afstamning, som bor i Florida.

Der bliver afgang fra Warszawa Chopin lufthavn hver mandag, onsdag, fredag og søndag kl. 12.05 med ankomst i Miami kl. 17.30 lokal tid. LOTs Dreamliner flyver retur kl. 20.05 og lander i Warszawa kl. 12.05 næste dag. Flyvetiden er cirka 11 timer og 25 minutter.

Otte ruter til USA
LOT har i dag otte ruter til USA. Selskabet flyver fra Warzawa til New York JFK, Newark, Chicago og Los Angeles, fra Kraków til Chicago, fra Rzeszów til Newark og fra Budapest til Chicago og New York JFK.

LOT har i dag 11 Boeing 787-8 fly, og vil i 2019 nå op på i alt 15 Dreamliner-fly, som skal betjene selskabets voksende antal langdistanceruter.

Star Alliance-selskabet LOT havde i 2017 over 6,8 millioner passagerer, hvilket var en vækst på 25 procent i forhold til året før. I år forventer LOT at nå op på ni millioner passagerer, og i 2019 forventer selskabet at runde milepælen 10 millioner passagerer.

Relaterede artikler:

Flere Dreamlinere til LOT

LOT åbner 12 ugentlige flyvninger til Billund

LOT øger kapacitet til København