Embraer E170-fly fra LOT i Warszawa-Chopin lufthavnen. (Arkivfoto: LOT)

Nordica i strategisk samarbejde med LOT

Et strategisk samarbejde mellem polske LOT og Estlands flyselskab Nordica vil åbne op for nye ruter mellem Warszawa og Skandinavien.

Da Estonian Air gik konkurs i november måned sidste år blev Nordic Aviation Group etableret for at sikre flytrafikken til og fra Estland. Selskabet ændrede sidenhen navn til Nordica, og siden driftsstarten har man primært benyttet fly fra Adria Airways, da det estiske selskab ikke selv havde en driftslicens. Driftslicensen er dog sidenhen kommet i hus via datterselskabet Regional Jet, der opererer fem Bombardier-fly, der tidligere har været i drift for Estonian Air.

Nu står samarbejdet med Adria Airways for at ophøre, idet det estiske flyselskab har indgået en strategisk aftale med LOT Polish Airlines. Det betyder, at Adria Airways flyver sidste gang for Nordica den 18. november, hvorefter LOT overtager operationerne fra den 19. november.

I første omgang vil alle Nordica-flyvninger fra Tallinn til Bruxelles, Stockholm, Amsterdam, Wien, Kiev, Vilnius, Oslo samt Trondheim blive gennemført på LOT´s rutenumre, men vil blive betjent af fly fra Regionale Jet. Flyvningerne mellem Tallinn og München vil midlertidigt blive betjent af et Embraer E170-fly fra LOT, mens ruten mellem Groningen og København indtil videre vil blive opereret af BMI Regional med Embraer ERJ-145 på vegne af Nordica.

Samtidig med indledningen af det strategiske samarbejde er det aftalt, at LOT skal købe op imod 49 procent af aktierne i Regional Jet, der er et datterselskab af Nordica, der er 100 procent ejet af Estlands stat.

Nye forbindelser fra Warszawa til Skandinavien
Aftalen mellem de to parter betyder, at Regional Jet overfører i første omgang to og senere endnu et Bombardier CRJ900-fly til LOT´s produktion. Det betyder samtidig, at det polske flyselskab vil etablere nye ruter til Skandinavien samt øge kapaciteten på de eksisterende ruter.

“Nordicas tidtabel passer næsten 100 procent med vores. Med adgangen til Bombardier CRJ900-flyene fra Regional Jet vil vi få en større operationel fleksibilitet og dermed opnå en største omkostningseffektivitet. Eksempelvis vil et fly fra Warszawa til Stockholm ikke længere have behov for at overnatte i Stockholm, men vil kunne gennemføre en flyvning til Tallinn, hvor det vil overnatte på basen. Det er ikke alene meget billigere, men sikrer også at vi ikke får omkostninger til overnatning for besætningerne,” siger Rafal Milczarski, der er koncernchef for LOT.

Bombardier-flyene, der skal flyve for LOT, vil stadig have base i Tallinn og være bemandet med besætninger fra Estland. Dermed kan LOT få en billigere produktion på disse flyvninger. Det ligner en ægte win-win aftale, og begge parter udtrykker da også ubetinget tilfredshed med det nye strategiske partnerskab.

“Nordica er trådt ind i en ny udviklingsfase. Samarbejdet med LOT vil styrke vores forretningsmodel og sikre finansiel sikkerhed og troværdighed omkring vort selskab i det internationale luftfartsmarked. LOT´s villighed til at blive aktionær i vores datterselskab Regional Jet viser, at samarbejdet med Nordica tages seriøst og at LOT ser det mere som et langrækkende partnerskab end et korttids projekt,” udtaler Jaan Tamm, der er koncernchef hos Nordica.

 

Relaterede artikler:

Nordica vælger Bombardier-fly

Ny rute fra København til det nordlige Holland

Estisk flyselskab får nyt nordisk navn

Estonians afløser får første fly

Estere klar til at udvide