Fremover kan de nordiske rejsebureauer komme til at betale høje gebyrer til det polske luftfartsselskab LOT, hvis selskabets regler for billetudstedelse ikke overholdes. Fra den 1. juni tager man fløjlshanskerne af.
I denne uge er der gået en besked afsted til de nordiske rejsebureauer fra LOT Polish Airlines.
Det handler om. “Best Booking Practice Charges“, som det polske luftfartsselskab formulerer det. Eller sagt på en anden måde; strafgebyrer til rejsebureauerne, hvis de ikke følger billetudstedelsesreglerne til punkt og prikke.
LOT kæmper ligesom mange andre luftfartsselskaber med “no-shows“ – altså passagerer, der holder en reservation, men ikke møder op. Men også situationer, hvor der må meldes udsolgt, fordi nogle rejsebureauer angiveligt har blokeret pladser i reservationssystemerne, og ikke skal gøre brug af de reserverede pladser.
Problemet vurderes at være særligt stort op til slutrunden om EM i fodbold, der afholdes i Polen og Ukraine fra fredag den 8. juni til søndag den 1. juli.
Gebyrer på op til 30 euro
Fremover skal det koste, hvis et rejsebureau booker et sæde, som ikke bliver solgt og udstedt gennem en flybillet. Beløbet er €20 per reservation – eller omkring 150 kroner.
Samme gebyr opkræves af LOT, hvis en reservation ikke slettes, selvom flybilletten annulleres. Ændres et navn i reservationen i strid med billetreglerne vil det koste €10, eller godt 75 kroner.
Det højeste gebyr er €30 (ca. 225 kroner), som udløses, hvis der indsættes falske billetnumre i reservationen.
Heruodver er der en række gebyrer mellem €5 og 20 for en række andre “forseelser“, som etbilletudstedende rejsebureaukan risikere at gøre sig skyldig i.
LOT vil i første omgang anlægge en fleksibel holdning til de nye gebyrer resten af maj måned. Men fra 1. juni falder hammeren, således at gebyrerne skal betales af rejsebureauerne uden undtagelse.