Luftfartsselskaber forventer rædselsfuldt fjerde kvartal

Antallet af bestilte flyrejser til afvikling i årets fjerde kvartal er betydeligt lavere end selskabernes prognoser. Finnair valgte som konsekvens heraf fredag at nedjustere forventningerne til årets resultat, og flere andre selskaber ventes at følge efter.

Det finske luftfartsselskab Finnair, der har den finske stat som hovedaktionær, måtte fredag nedjustere forventningerne til de økonomiske resultater af andet halvår af 2011.

Det er forså vidt ikke tredje kvartal, at det er galt med. Men i stedet udsigten til etfjerde kvartal, der forventes at blive betydeligt svagere end først forventet. Der er således udsigt til stærkt røde tal i årets sidste kvartal.

Det er forudbestillingerne af forretningsrejserne, at det er galt med. Markedet har ikke rigtigt fået fat efter den europæiske feriesæson, der afsluttedes ved udgangen af august måned. Og Finnair forventer ikke, at tallene retter sig under de nuværende makroøkonomiske forhold.

“Vores igangværende spareprogram bliver derfor endnu mere afgørende for os som følge af de svagere prognoser for resten af året. Sammen med samtlige Finnair-medarbejdere vil vi vende hver en sten for at finde de nødvendige besparelser. Finnair ønsker at gennemføre strukturelle ændringer samtidig med de mere umiddelbare besparelser, der skal kunne forbedre vores finansielle situation,“ udtaler Finnair´s CEO, Mika Vehviläinen.

SAS: Fortsat pres på indtjeningen

Men Finnair er ikke det eneste luftfartsselskab, der må kigge langt efter forudbestillingerne til fjerde kvartal. Der er samme meldinger fra flere andre luftfartsselskaber, der har konstateret utilfredsstillende salg til afvikling i fjerde kvartal.

Hos SAS vil man ikke officielt bekende sig til denne udvikling, som flere andre selskaber beskriver. I givet fald vil selskabet være nødt til at foretage en nedjustering, og så alvorlig er situationen åbenbart endnu ikke for det skandinaviske luftfartsselskab.

“I september er der fortsat god vækst i vore markeder, specielt det norske tæt forfulgt af det svenske marked. Vores prognose for året har vi ikke ændret på, men der er fortsat pres på yield og RASK, og dette forventes at påvirke vore indtægter i de kommende måneder,“ siger Sture Stölen, der er VP Head of SAS Group Investor Relations, til CHECK-IN.

Sture Stölen ønsker dog ikke at kommentere på den aktuelle udvikling for forudbookinger i fjerde kvartal, og om det i givet fald kan påvirke forventningerne til et positivt EBIT-resultat forSAS-Gruppen for hele året. “Vi siger endnu engang, at der fortsat er usikkerhed i markedet koblet til de makroøknomiske forhold.“

Tirsdag den 8. november kl. 08.00 vil SAS offentliggøre delårsrapporten for tredje kvartal 2011. Såfremt markedsudviklingen i fjerde kvartal vil nødvendiggøre en nedjustering, vil det givetvis ske i forbindelse hermed.