Lufthansa åbner og lukker ruter

Til vinter genåbner Lufthansa sin rute til Sydafrikas næststørste by. Samtidig hastelukker selskabet sin Caracas-rute som følge af Venezuelas økonomiske krise.

Det ramte Lufthansa hårdt, da retten i Hesse tilbage i 2011 indførte den såkaldte Mediationsnacht, der forbyder flyvning til og fra Frankfurt Lufthavn i luftrummet mellem klokken 23 og 05. Loven betød et stort økonomisk tab for Lufthansa, der måtte flytte flere af sine ruter fra flyselskabets hub i Frankfurt til München, men til vinter vender en af disse tilbage, når Lufthansa genåbner direkte ruteflyvning til Cape Town i Sydafrika.

Der bliver tale om tre ugentlige flyvninger onsdag, fredag og søndag med start fra 2. December 2016. Den næsten 10.000 kilometer og 12 timer lange tur skal beflyves af en Airbus A340-300 med plads til 279 passagerer, der hver især kan booke en returbillet for en startpris fra godt 5.000 kroner.

Dermed styrker Lufthansa sit netværk i Sydafrika, der udover den daglige helårsrute til Johannesburg nu tæller syv ugentlige flyvninger til Cape Town fra München og Frankfurt, hvilket yderligere suppleres af to fra Edelweiss, der er Lufthansas schweiziske datterselskab.

“Efter Johannesburg er Cape Town en af de vigtigste markeder for Lufthansa Group i det sydlige Afrika, og den nye gateway vil tilbyde vores kunder adgang til omkring 200 destinationer fra Frankfurt. Det giver nye kombinationsmuligheder for rejsende, der kommer fra Tyskland og gerne vil til andre destinationer i det sydlige Afrika gennem vores Star Alliance-partnere,” siger administrerende direktør for Lufthansa i Sydafrika, Dr André Schulz.

Krise i Venezuela medfører rutelukning
Samtidig annoncerer Lufthansa, at al flyvning til Venezuelas hovedstad Caracas er suspenderet fra juni måned og frem som følge af den igangværende krise i det sydamerikanske land. Et kraftigt fald i oliepriserne har betydet, at landet fattes penge i så høj grad, at udlandsrejser er utilgængeligt for størstedelen af det tidligere så rige olielands borgere.

Det har betydet et kraftigt fald i efterspørgslen på Lufthansas flyvninger mellem Frankfurt og Caracas, og derfor lukker flyselskabet ruten fra 18. juni. Beslutningen er taget blot to måneder efter, at også American Airlines lukkede sin ganske nye rute fra New York til Caracas af samme årsag.

 

 

Relaterede artikler:

Lufthansa klar med seks nye langdistanceruter

Lufthansa åbner tre nye øversøiske ruter

Flyselskaber boykotter land

Gør klar til ruteflyvning fra Skandinavien til Sydafrika