Lufthansa har skruet priserne i vejret for sædereservation hos koncernens selskaber, og stigningerne er mest fremtrædende for rejsende på economy og premium economy på de længere flyvninger.
Kunderne hos Lufthansa skal fremover have flere penge op af lommerne ved ønske om at reservere en bestemt type sæde ved flyvninger med koncernens flyselskaber.
Således skriver mediet Aviation.Direct, at den tyske luftfartskoncern, der blandt andet råder over selskaberne Lufthansa, Swiss og Austrian Airlines, har hævet priserne for sædereservation med virkning fra 1. oktober 2024.
Det er særligt passagerer på Economy Class og Premium Economy, der bliver ramt af de nye prisstigninger, men også rejsende på Business Class skal fremover betale mere for denne tillægsydelse.
De seneste prisjusteringer sker med en større differentiering mellem de forskellige sædekategorier. Foruden standardsæder er der sket specifikke prisjusteringer for sæde på første række og for sæder med mere benplads. Det er disse sæder, der har de største prisstigninger.
Mærkbar stigning på Premium Economy
Prisen for valg af et standardsæde på Economy Class på europæiske flyvninger (Zone 1) er stadig 14 euro (104 kroner, red.). Til gengæld er prisen for et standardsæde på langdistanceflyvninger (Zone 5) steget fra 39 til 45 euro. Prisen for at reservere et sæde med ekstra benplads på Economy Class er dog helt op til 115 euro i Zone 5.
Ønsker man at reservere et sæde på Premium Economy vil det fremover koste enten 45 eller 55 euro i Zone 3 eller Zone 4, der dækker over de korte eller mellemlange interkontinentale ruter. Tidligere var prisen for disse på henholdsvis 39 og 44 euro. Prisstigningen i Zone 4 er dermed 25 procent. For de allerlængste flyvninger koster det nu 70 euro mod 61 euro tidligere.
Hvis man som passager på Business Class ønsker et såkaldt ”Extra Space Seat” på de længste langdistanceflyvninger – Zone 5 – skal der hives 230 euro op af lommen. Dette er dog kun muligt på flyvninger med Austrian Airlines, Brussels Airlines og Swiss.
Tillægsydelser har stigende betydning
Ifølge Aviation.Direct forklarer Lufthansa prisstigningerne med, at koncernen har øgede driftsomkostninger, og at indtægter fra tillægsydelser har stigende betydning for forretningsmodellen.
Da coronapandemien satte ind i 2020, begyndte flyselskaber i stigende grad at fokusere på tillægsydelser såsom sædereservation, bagage og catering under flyvningen for at kompensere for faldende indtægter generelt på flybilletter. Og i samme ombæring kan flyselskaberne imødekomme passagerernes individuelle behov, selv om de mange tillægsydelser også har fået kritikere på banen.
De seneste prisstigninger for sædereservation hos Lufthansa er ikke de første af slagsen. Koncernen gennemførte en tilsvarende stigning i juni 2023, og også dengang var der særligt mærkbare prisjusteringer for sædevalg på langdistanceflyvninger.
Relaterede artikler:
Flere fly og nyt langruteprodukt til Lufthansa-selskab