En større flåde og et opdateret produkt på en del af flyene skal tilsammen bidrage til, at Lufthansa-koncernen via Discover Airlines sætter sig på en større andel af markedet for fritidsrejser.
I øjeblikket råder Discover Airlines over 27 Airbus -fly. Flåden består af henholdsvis 14 A320-200’ere samt tre A330-200- og 10 A330-300-fly. Det er dog meningen, at den skal vokse med yderligere seks fly inden for få år.
Ambitionen er nemlig, at Discover Airlines vil have 33 fly halvvejs inde i 2027. Det drejer sig om seks Airbus A330-300’ere samt mindst tre Airbus A320-fly, lyder det nu fra selskabet, der skal sige farvel til de tre A330-200’ere i 2026, fordi leasingaftalerne udløber.
Ifølge Discover Airlines er planen for nuværende, at de kommende A320’ere kan blive en del af flåden i løbet af 2025, mens Lufthansa-selskabet venter at kunne tage A330-300-flyene i brug i første halvår af 2027.
Nye sæder og skærme
I tillæg til at flådeudvidelsen ventes at være tilendebragt i 2027, er dette også udset som året, hvor der bliver indført et nyt langruteprodukt ombord på Discover Airlines’ A330-300-fly, oplyser selskabet.
Det vil betyde, at man tager en såkaldt All Aisle Access-konfiguration og nye sæder i brug på Business Class således, at det ikke bliver nødvendigt for nogle af passagererne at bede deres sidemand om at trække benene til sig, når de forlader deres sæde.
Derudover vil passagerer på denne samt selskabets to andre kabineklasser på langdistanceflyvningerne – Premium Economy og Economy Class – få adgang til et nyt In-flight entertainment system med større skærme, der har en højere opløsning end de nuværende.
Kalder det næste skridt
Ifølge Bernd Bauer, der er administrerende direktør for Discover Airlines, er flere fly en del af den naturlige udvikling, som flyselskabet har været igennem, siden det blev grundlagt henimod slutningen af juli i 2021.
”Nu tager vi næste skridt i retning af yderligere at konsolidere vores position som et fritidsflyselskab i Tyskland og for på bæredygtig vis at styrke Lufthansa-koncernens tilstedeværelse på det voksende marked for fritidsrejser.”
”At vi får yderligere kapacitet til rådigheder samt foretager en opgradering til et mere moderne produkt vil betyde, at vi i fremtiden kan servicere de fritidsrejsende i endnu højere grad samt mere effektivt og fleksibelt.”
Relaterede artikler:
Flere nye langdistanceruter fra München