- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa i strategisk samarbejde med Iran Air

Lufthansa-gruppen og Iran Air har underskrevet en intentionsaftale, der blandt andet skal bidrage til at genopbygge det iranske nationale flyselskab.

Hele den vestlige luftfartsindustri øjner muligheder på det iranske marked, efter at de vestlige sanktioner mod landet blev fjernet i januar måned.

Iran Air har sidenhen afgivet gigantordrer til de europæiske flyproducenter Airbus og ATR, og en række europæiske flyselskaber har samtidig annonceret nye ruter til Iran i løbet af foråret.

Hos Lufthansa-gruppen har man været fremme i skoene. I sidste uge var selskabets ledelse på besøg i Teheran, hvor der blev ført drøftelser med Iran Air samt landets minister for veje og urban udvikling, Abbas Akhoundi.

Det resulterede ifølge Air Transport World i en intentionsaftale, hvor parterne vil arbejde for at udvikle samarbejdet på en lang række områder.

“Vi har fulgt den politiske udvikling tæt i forhold til, at sanktionerne mod Iran blev løftet og i særdeleshed den seneste beslutning fra EU, USA og Canada om at fjerne handelsbarriererne. Lufthansa-gruppen har vurderet konsekvenserne af de løftede sanktioner i forhold til vores forretning,” siger Lufthansas talsmand Boris Ogurskly til ATW

Vil bygge logistisk hub i Teheran
Det er ikke helt klart, hvad samarbejdet mellem de to parter vil udmønte sig i. Lufthansa henholder sig til, at aftalen med Iran Air er omfattet af fortrolighed, men der gættes på rådgivning til genopbygning af selskabet, IT samt flyvedligeholdelse.

Det iranske nyhedsbureau Zawya er lidt mere specifik og nævner forretningsområder som logistik, reparation og vedligeholdelse samt rådgivning til genopbygning af Iran Air.

“Vi vil opføre en ‘airport city’ med særlige frihandelszoner. Vi vil omdanne hele området omkring Imam Khomeini International Airport til et logistisk hub i regionen,” hedder det ifølge Abbas Akhoundi.

Lufthansa flyver i dag dagligt mellem Frankfurt og Teheran og vil efter planen åbne en rute med tre daglige afgange mellem München og Teheran i løbet af april måned. Herudover udvider Austrian Airlines flyvningerne til Teheran samt åbner en ny rute til Isfahan i løbet af foråret.

Udover det kommende samarbejde mellem Lufthansa-gruppen og Iran Air, står de tre luftfartsalliancer Star Alliance, Oneworld og SkyTeam alle klar til at gøre kur til det iranske flyselskab. Et fodfæste i Iran via et alliancesamarbejde vil være en fjer i hatten for den alliance, der løber af med sejren.

 

Læs også:

Ekspert: Tre ruter fra Teheran til Skandinavien

British Airways vender tilbage til Iran

Køber fly for 235 mia. kroner

Ny Austrian-destination i Iran

Lufthansa åbner ny rute til Teheran