Lufthansa jagter SAS EuroBonus-kunder

Lufthansa-koncernen tilbyder nu et statusmatch for medlemmer af SAS EuroBonus, der således vil kunne få et statuskort i bonusprogrammet Miles & More. I første omgang vil det være gyldigt til februar 2025.

Medlemmer af SAS EuroBonus bliver nu bejlet til af Lufthansa-koncernen ved at blive tilbudt et statusmatch.

Således oplyser Morten Olesen, kundechef hos Lufthansa Group i Danmark, på LinkedIn, at den tyske koncern vil tilbyde EuroBonus-medlemmerne at blive medlemmer på samme niveau i Miles & More, der er koncernens bonusprogram.

’Miles & More tilbyder nu mulighed for at få et Frequent Traveler Card (Sølv) eller Senator Card (Guld) med det samme, hvis du har status som EuroBonus Sølv, Guld, Diamond eller Pandion. Miles & More-statuskort vil blive tildelt med gyldighed indtil februar 2025, med mulighed for forlængelse til februar 2026, hvis du gennemfører vores Status Match challenge,’ lyder det.

En lang række fordele hos Miles & More
Et Status Match challenge indebærer, at man som medlem skal gennemføre to-seks flyvninger med selskaberne hos Lufthansa Group – eller med Miles & More-partnerselskaber. Og dette skal ske inden udgangen af november 2024, lyder det.

De flyselskaber, der er kvalificerende i forbindelse med et statusmatch, er Air Dolomiti, Austrian Airlines, Brussels Airlines, Croatia Airlines, Discover Airlines, Eurowings, LOT Polish Airlines, Lufthansa, Lufthansa City Airlines, Luxair og Swiss.

Listen over de fordele, man får med et Miles & More-statuskort, er ganske lang. Nogle af fordelene er prioriteret check-in, loungeadgang, ekstra bagage, ubegrænset gyldighed på optjente point og en eksklusiv service-hotline.

Air France-KLM på nordisk høst
Som bekendt skifter SAS alliance 1. september 2024, hvor selskabet går fra Star Alliance til SkyTeam. Og SAS vil således herefter ikke længere være partner med Lufthansa, der bliver i Star Alliance.

Medlemmer af SkyTeam er blandt andre Air France og KLM, der er blevet medejere af SAS. Air France-KLMs bonusprogram hedder Flying Blue, og tidligere i år lancerede koncernen et statusmatch i Danmark og hele Norden, hvor medlemmer af andre loyalitetsprogrammer kunne få tilbudt samme niveau hos Flying Blue-programmet.

Medlemmer af SAS EuroBonus kunne dog ikke få et statusmatch i Flying Blue, eftersom medlemmer af EuroBonus fra 1. september alligevel vil kunne nyde Flying Blues fordele, hvis de tilmelder sig programmet.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM høster bonuskunder i Norden

SAS underskriver aftale om optagelse i SkyTeam

Så store bliver SkyTeam i Skandinavien