Fra venstre ses den ene af de to nye chefer for FraAlliance Dirk Schusdziara, koncernchef Jens Ritter fra Lufthansa, direktør for luftfart og infrastruktur ved Fraport AG Dr. Pierre Dominique Prümm samt Jörg Harnisch, der ligeledes vil stå i spidsen for FraAlliance. (Foto: Lufthansa Group | PR)

Lufthansa og Frankfurt Lufthavn i joint venture

Efter en kaotisk sommer lancerer Lufthansa og Fraport AG et nyt fælles selskab, som skal arbejde for, at passagererne fremover får en bedre oplevelse, når de rejser til eller fra Frankfurt Lufthavn.

I en lang række lufthavne forløb sommeren alt andet end gnidningsfrit, da mangel på personale og stor rejseiver blandt passagererne førte til flaskehalse, forsinkelser og aflyste flyvninger. I et forsøg på at genetablere nogenlunde normale tilstande valgte flere lufthavne at begrænse kapaciteten.

Det fandt blandt andet sted i Amsterdam-Schiphol, London-Heathrow samt Frankfurt Lufthavn. I det tyske knudepunkt for flytrafik blev det gjort således, at antallet af starter og landinger, der foretages hver time, blev sænket først fra 106 til 96 og dernæst til 88

Det bifaldt Lufthansa, hvis primære hub er i Frankfurt Lufthavn. Koncernchef Jens Ritter forsvarede lufthavnsoperatøren Fraport AG’s beslutning, og udtalte at udfordringerne skulle tackles med en fælles indsats også selvom, at det ville betyde aflyste flyvninger for Lufthansa og andre flyselskaber.

Skal forkorte transfertiden for en million rejsende om året
Efterfølgende har Lufthansa og Fraport AG iværksat et fælles initiativ, der skal gøre det nemmere fremover at koordinere og lancere projekter, som kan forbedre lufthavnsoplevelsen i Frankfurt for de rejsende samt styrke lufthavnens konkurrenceevne. Det sker igennem et joint venture, der har fået navnet FraAlliance.

Parterne deles ligeligt om ejerskabet af det nye selskab, der – ifølge Lufthansa – skal ”styrke det allerede eksisterende samarbejde om strategiske og operationelle spørgsmål”. FraAlliance skal være beskæftiget med optimering af forretningsudviklingen, driften, kundernes oplevelse, infrastrukturen, intermodalitet samt bæredygtighed.

Konkret vil samarbejdet udmønte sig i, at det bliver muligt at se de aktuelle ventetider ved sikkerhedskontrollerne i Frankfurt Lufthavn i Lufthansas app. Det skal gøre de rejsende i stand til bedre at tilrettelægge deres vej gennem lufthavnen.

Derudover er der blevet gennemført en analyse af passagerstrømmene i et forsøg på at identificere og fjerne unødige kontrolpunkter. Det forventes at dette arbejde resulterer i, at omkring en million passagerer årligt vil kunne se frem til kortere transfertider.

Innovative og fremtidsfokuserede tiltag
Ifølge Pierre Dominique Prümm, der er direktør for luftfart og infrastruktur hos Fraport AG, har det nye samarbejde med Lufthansa en vigtig signalværdi.

”Med dette joint venture har vi skabt et hurtigt reagerende og effektivt hold af medarbejdere, der både kan beskæftige sig med de områder, hvor vores interesser overlapper, samt arbejde med at forbedre kvaliteten af de services, som passagererne tilbydes. Det sender et vigtigt signal om udsigterne for Frankfurt Airport på både mellem og lang sigt.”

”Vi ønsker at kunne tilbyde vores kunder en pålidelig, punktlig og førsteklasses rejseoplevelse, og dette joint venture vil gøre det muligt i højere grad at lancere projekter, der kan medvirke til at indfri den ambition. Kunderne vil få glæde af det nye samarbejde i vores hub i Frankfurt, da det vil resultere i innovative og fremtidsfokuserede tiltag,” udtaler koncernchef Jens Ritter fra Lufthansa.

Halvdelen af medarbejderne i det nye selskab kommer fra Lufthansa, mens den anden halvdel kommer fra Fraport AG. Topledelsen vil bestå af den tidligere direktør for kommercielle anliggende ved Fraport AG Dirk Schusdziara samt Jörg Harnisch, der har været chef for Lean projektledelse og proces optimeringer hos Lufthansa Group.


Relaterede artikler:

Lufthansa skærer over 20 procent i august

Lufthansa bifalder reduktion i Frankfurt-kapacitet

Lufthansa har aflyst 6.000 flyvninger