Pilotstrejken hos Lufthansa bliver nu optrappet. Mandag formiddag har Vereinigung Cockpit varslet strejke for piloter på de interkontinentale afgange hele dagen i morgen.
Fra i dag kl. 13.00 træder strejken hos Lufthansa-piloterne i kraft på selskabets kort- og mellemdistanceruter opereret med fly af typen Airbus A319/320/321, Boeing 737 og Embraer.
Således er 1.450 flyafgange aflyst fra kl. 13.00 i dag og frem til kl. 23.59 i morgen, herunder 27 afgange til og fra København og Billund fra Lufthansas hovedtrafikknudepunkt i Frankfurt.
I formiddag har piloternes fagforening Vereinigung Cockpit besluttet at udvide strejken til også at omfatte de interkontinentale ruter.
Det vil ramme samtlige flyvninger med fly af typerne Airbus A380, A340, A330 samt Boeing 747 i morgen mellem kl. 06.00 og 23.59.
Dermed er konflikten mellem Lufthansa og piloterne ved at blive voldsomt optrappet.
Det er en strid i forbindelse med pensionsreglerne, der har fået piloternes fagforening til at kræve en ny overenskomst. Den aktuelle strejke er den ottende i år i hos Lufthansas piloter.