Den diversitetsmalede Airbus A330'er fra Lufthansa. Foto: Lufthansa

Lufthansa sender diversitetsfly på vingerne

Lufthansa har folieret en Airbus A330 for at hylde mangfoldigheden, og det tyske fodboldlandshold vil mandag flyve på VM-træningslejr i det til Muscat i Oman.

En Airbus A330-300 fra Lufthansa vil i det næste stykke tid være i luften med et helt særligt budskab.

Det tyske flyselskab har nemlig klistret nyt folie på flyet med registreringen D-AIKQ, så der fremover står Diversity Wins (mangfoldighed vinder, red.) ned langs det øverste af flyskroget. Herudover er afbilledet en række personer på den underste del af skroget. Sidst, men ikke mindst, har flyet fået navnet ”Fanhansa”.

Lufthansa ønsker med flyet at sende et budskab ud i verden om, at der skal være plads til mangfoldigheden. Flyselskabet står ifølge eget udsagn for åbenhed, tolerance, mangfoldighed og at forbinde mennesker.

Mennesker fra alle nationer og kulturer bliver bragt sammen hos Lufthansa, der ønsker at byde alle velkomne om bord uanset køn, alder, etnisk oprindelse, religion, nationalitet, seksuel orientering eller identitet.

Tysk fodboldlandshold til VM i diversitetsfly
Lufthansa er officielt flyselskab for det tyske herrelandshold i fodbold, og i den forbindelse skal selskabet da også flyve holdet mod VM i Qatar, der begynder 20. november.

Således vil spillere, trænere og andre omkring holdet blive fløjet med Lufthansa til træningslejr i Muscat i Oman. Der er afgang mandag 14. november, og holdet bliver fløjet af sted i netop A330-flyet med mangfoldighedsbudskabet.

Det 10 år gamle fly står til at afgå klokken 13.30 fra Frankfurt Lufthavn, og cirka seks timer senere vil det tyske fodboldlandshold ankomme til Oman. Her skal holdet forberede sig frem mod VM i Qatar. Lufthansa nævner dog ikke Qatar en eneste gang  pressemeddelelsen, så selskabet behændigt undgår en direkte kobling af diversitetsbudskabet til Qatar.

Når det tyske landshold flyver til Muscat, sker det sammen med helt almindelige passagerer. Flyveturen er nemlig del af ordinær ruteflyvning på rutenummeret LH632, der går til Dubai via Muscat.

Den diversitetsfolierede A330’er er designet i samarbejde med illustratoren Peter Phobia, der har base i New York. Arbejdet for Lufthansa inkluderer altså 11 personer, der er tegnet side om side på flyet med armene på hinandens skuldre.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa konverterer A350 til flyvende laboratorium

Sådan skal landsholdene flyve under EM

Specialmalet jumbojet flyver tyske verdensmestre hjem