- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Lufthansa vil bruge digitalt coronapas på udvalgte ruter

Lufthansa indleder i marts test af eget digitale coronapas på få internationale ruter. Tidligere har det tyske flyselskab været med til at teste CommonPass sammen med andre selskaber.

Det er efterhånden et krav på de fleste internationale flyruter, at passagererne kan fremvise en negativ COVID-19-test, inden de begynder deres rejse.

På denne baggrund har der været lanceret flere forsøg for at hjælpe passagererne med at dokumentere negative testresultater. Lufthansa har sammen med en række andre flyselskaber og lufthavnenes internationale organisation, ACI, testet et digitalt coronapas ved navn CommonPass på udvalgte afgange. Men nu går Lufthansa egne veje.

Det tyske flyselskab melder, at det indleder test af eget digitale coronapas i den kommende periode. Lufthansa har oprettet Lufthansa Group Health Entry Support Center, der vil kunne verificere passagerernes negative COVID-19-testresultater inden afrejse. 72 timer før afgang vil passagererne kunne indsende testsvaret via en onlineportal.

Lufthansa vil herefter kontrollere det negative testresultat, og at testcertifikatet opfylder alle de nødvendige krav for rejse. Hvis det er tilfældet, får passageren en bekræftelse på e-mail om, at de er klar til at flyve. Kan Lufthansa ikke verificere testresultatet, får passageren besked om, hvorfor det er tilfældet. Passageren skal stadig medbringe det originale testsvar på rejsen.

Testes på fire internationale ruter
Med det digitale coronapas vil passagererne hos Lufthansa få en lettere rejse, da de dermed kan undgå kontrol af COVID-19-testresultat i selve lufthavnen.

Coronapasset fra Lufthansa bliver testet på udvalgte internationale flyvninger i marts, og et af Lufthansa-gruppens øvrige flyselskaber skal også teste det. Indtil videre bliver passet kun testet på fire ruter i én retning. Lufthansa tester coronapasset fra Frankfurt til Istanbul samt fra New York-Newark til Frankfurt og München, mens SWISS tester det fra New York-Newark til Zürich.

Hvis testfasen forløber godt, vil Lufthansa-gruppen introducere coronapasset på alle flyvninger i fremtiden.

Flere typer coronapas
Lufthansa oplyser ikke, hvordan testen af CommonPass har forløbet. Det tyske flyselskab indledte i slutningen af sidste år test af dette digitale coronapas i samarbejde med SWISS, Virgin Atlantic, United Airlines og JetBlue samt organisationen ACI. Men nu har Lufthansa således indledt test af egen coronapas-løsning, og dermed har selskabet angiveligt ikke lagt sig fast på, hvilken løsning der ønskes.

Flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA, lancerede allerede i november sidste år coronapasset IATA Travel Pass. Organisationen forventer, at det digitale pas vil være bredt ud til en stor del af verdens største flyselskaber i løbet af marts. Singapore Airlines var det første flyselskab til at teste IATAs coronapas.

Et andet eksempel på et coronapas, som er blevet udviklet, er VeriFLY fra British Airways i samarbejde med Alaska Airlines og American Airlines.

 

Relaterede artikler:

Danmark skal have et digitalt coronapas

Air France begynder at teste digitalt COVID-19-pas

Første flyselskaber tester IATA Travel Pass

SAS-partner introducerer digitalt coronapas