Lufthavnsdirektør ny formand for VisitDenmark

Administrerende direktør Brian Petersen fra Københavns Lufthavne A/S er af erhvervs-og økonomiministeren blevet udpeget til formand for bestyrelsen i VisitDenmark. Her afløser han Georg Sørensen fra Messecenter Herning.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udpegede fredag administrerende direktør for Københavns Lufthavne, Brian Petersen, som ny formand for VisitDenmarks nye bestyrelse.

Her afløser han Messecenter Herning´sdirektør Georg Sørensen, som har haft formandsposten i den omstridte turistorganisation siden han den 1. maj 2007 blev udpeget til af daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

“Den nye forretningsorienterede bestyrelse skal lede VisitDenmark i den internationale markedsføring af Danmark og være ansvarlig for at føre alle nye initiativer og opgaver sikkert i havn. Vi har med Brian Petersen fået en person med omfattende international erfaring og forretningsfokus. Brian Petersen er den rette til at stå i spidsen for dette arbejde,“ udtaler økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Brian Petersen, der siden 2007 har stået i spidsen forKøbenhavns Lufthavne A/S udtaler: “Dansk turisme står i disse år over for en række store udfordringer i form af bl.a. et faldende antal udenlandske turister og en stigende international konkurrence. Jeg er glad for at have fået tildelt formandshvervet for VisitDenmarks bestyrelse, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet for at fremme dansk turisme.“

Med ikrafttrædelsen af Lov om VisitDenmark dee 1. juli 2010, skal VisitDenmark fremover fokusere på at markedsføre og brande Danmark som turistmål i udlandet med henblik på at trække flere turister til Danmark.

Læs også:

Nye ministre for luftfarten og turismen