Amsterdam Schiphol Airport. (Foto: Aerovista Luchtfotografie | shutterstock.com)

Mangler stadig 10 millioner passagerer i Schiphol

Amsterdam-Schiphol må fortsat spejde et stykke ud i horisonten for at få øje på 2019-niveauet, da 10 millioner færre passagerer benyttede storlufthavnen sidste år, end tilfældet var før pandemien.

Tiden siden, at COVID-19-pandemien begyndte at slippe sit tag i international luftfart, har ikke været uden udfordringer i Amsterdam-Schiphol.

Et utilstrækkeligt antal ansatte førte til, at hovedstadslufthavnen var en af dem, hvor der opstod kaoslignende tilstande i løbet af foråret og sommeren 2022. Derfor indførte man et midlertidigt loft over antallet af daglige passagerer, der skulle medvirke til at gøre driften mere stabil.

Sidste år befandt lufthavnen sig derudover i lidt af et stormvejr, fordi den hollandske regering havde et ønske om at reducere antallet af årlige operationer fra 500.000 til 460.000 med start fra sommertrafikprogrammet 2024.

Det førte til kritik fra blandt andet flyselskaber og brancheorganisationer, men i slutningen af det forgangne år nåede man dog frem til, at der i løbet af 2024 kan håndteres 483.000 operationer, hvoraf 293.000 vil være en del af sommertrafikprogrammet.

Nåede over 60 millioner passagerer
I tillæg til de omtalte genvordigheder vidner de foreløbige og netop offentliggjorte trafiktal for 2023 om, at den europæiske storlufthavn endnu ikke er i mål med genopretningen, da Amsterdam-Schiphol sidste år fortsat befandt sig på 86 procent af niveauet fra før pandemien.

61,7 millioner passagerer gik gennem terminalerne, hvilket er 10 millioner færre end i 2019, hvor tallet var 71,7 millioner rejsende. Det aktuelle tal repræsenterer dog en stigning på 18,2 procent, når man sammenligner med de 52,2 millioner passagerer, der blev registreret i 2022.

Schiphol oplyser, at 39,1 millioner af de rejsende er fløjet direkte til eller fra lufthavnen, mens 11 millioner var transferpassagerer, som i henhold til den gældende praksis på området optræder to gange i trafiktallene.

Ud af det samlede antal rejsende sidste år fløj 43 millioner til eller fra en destination i Europa, mens 18 millioner rejste interkontinentalt. Storbritannien var det mest populære rejsemål og dernæst fulgte Spanien samt USA.

To andre lufthavne over 2019-niveauet
I løbet af 2023 blev der foretaget 441.963 flybevægelser i lufthavnen. 425.994 var med passagerer, mens de resterende 15.969 var fragtflyvninger. Det samlede antal er 11 procent lavere end i 2019, da antallet af starter og landinger på daværende tidspunkt blev opgjort til 496.826.

Sidste år havde Amsterdam-Schiphol 305 destinationer på afgangstavlerne, og 126 af disse var til interkontinentale rejsemål.

Eindhoven Airport, som Royal Schiphol Group ejer aktiemajoriteten af, oversteg 2019-niveauet i 2023. I det seneste normale år inden pandemien havde man 6,7 millioner passagerer, men det tal blev øget til 6,8 millioner sidste år. Det samme gjorde sig gældende i Schiphol-ejede Rotterdam The Hague Airport, hvor 2,2 millioner rejsende blev betjent sidste år mod 2,1 millioner i 2019.


Relaterede artikler:

Schiphol må indføre kapacitetsloft i sommeren 2024

Schiphol har succes med ”time slots”

Schiphol øger takster med 15 procent i 2024