Mens andre danske flyselskaber er fritaget for moms, så gælder det ikke Copenhagen Air Taxi, der gennem mere end 40 år har befløjet Danmarks mindste indenrigsrute mellem Roskilde, Anholt og Læsø. Og det kan mærkes på ruten, som får stadig færre flyvninger.
Den er uden tvivl ikke lige så kendt som de større danske indenrigsruter. Men i mere end 40 år har Copenhagen Air Taxi alligevel betjent Danmarks mindste indenrigsrute fra Roskilde til Anholt og videre til Læsø.
Med små syv- og ti-personers propelfly forbinder Copenhagen Air Taxi de to øer med Sjælland og hovedstadsområdet. I sommersæsonen med to daglige flyvninger. I foråret og sensommer med en daglig flyvning, hvor flyet først flyver fra Roskilde til Anholt, herfra videre til Læsø, tilbage til Anholt og hjem til Roskilde.
Med 150 fastboende på Anholt og under 2.000 på Læsø er det primært sommerhusgæster, der udgør passagergrundlaget. For det kan være en dagsrejse at komme til Anholt eller Læsø med bil og færge fra Sjælland og København. For Anholts vedkommende er der kun en tre timer lang færgetur fra Grenå, mens man skal helt til Frederikshavn for at fange færgen til Læsø.
Men selvom flyruten bringer sommerhusejerne mange timer tidligere frem, så kan Copenhagen Air Taxi godt mærke, at krisen kradser.
”Der er slet ikke så mange passagerer som tidligere,” siger Kenneth Arly Larsen, direktør i Copenhagen Air Taxi. For første gang i mere end 40 år har selskabet ikke betjent ruten i vintermånederne.
Betale moms
Selskabet er hæmmet af, atman ikke er omfattet af samme momsregler som andre luftfartsselskaber. Danske luftfartsselskaber er således fritaget fra at skulle betale moms så snart de har mere udenrigs- end indenrigstrafik.
”Det er meget svært kun at flyve indenrigsflyvning fordi man skal betale moms af brændstof og meget andet. Her kan andre selskaber trække momsen fra. Uanset om brændstoffet bruges til indenrigs- eller udenrigsflyvninger,” siger Kenneth Arly Larsen.
Momsproblematikken betyder, at Copenhagen Air Taxi’s billigste billetter til Læsø og Anholt ofte er på niveau med lavprisselskabernes dyreste billetter til Berlin, London, Paris og lignende.
”Det er derfor ofte lige så dyrt at rejse en uge til London som at tage i sommerhus på Anholt,” forklarer Kenneth Arly Larsen.
Copenhagen Air Taxi har tidligere også fløjet ruteflyvning fra Roskilde til Samsø og Ærø.