Mulighed for dobbelt op for Jet Time

Aftalen mellem SAS og Jet Time, om at Jet Time skal operere fire ATR-fly, rummer også en option på operation af yderligere fire fly. Det erfarer CHECK-IN.dk.

Fredag eftermiddag offentliggjorde SAS og Jet Time en opsigtsvækkende aftale om, at Jet Time i vintersæsonen 2013/2014 og sommersæsonen 2014 skal operere fire spritnye ATR72-600 fly for SAS.

Men CHECK-IN.dk erfarer, at aftalen indeholder en mulighed for, at Jet Time skal operere yderligere fire fly i den aftalte tidsperiode og at SAS ser aftalen, som et første skridt hen mod et eventuelt langsigtet partnerskab med Jet Time.

Ifølge kilder i branchen overvejer SAS på sigt at lade Jet Time operere op til 20 ATR-fly for selskabet. Men Flemming Jensen vil ikke sætte tal på potentialet.

”Vi har ikke gjort op med os selv hvor stort vores behov bliver på sigt. Men i takt med at eksisterende lease-aftaler udløber, så er det klart, at vi kommer til at se på hvilke muligheder, der så er,” siger Flemming Jensen, operativ chef i SAS.

Flyver ikke vældig hurtigt
SAS’ mindste flytype er i dag de 88-personers CRJ-900 fly, der, ifølge kilder i branchen, har en brændstoføkonomi, som ikke er specielt imponerende – især ikke i en tid med meget høje brændstofpriser. Men Flemming Jensen afviser, at et goddag til ATR-flyene vil betyde et farvel til CRJ-900 flyene.

”Ulempen ved ATR-flyene er, at de ikke flyver vældig hurtigt. Og det går ikke på længere ruter til eksempelvis Geneve, hvor vi i dag bruger CRJ-900 fly,” forklarer Flemming Jensen.

Helt anden generation af fly
Jet Time vandt aftalen om operation af de fire fly og optionen på operation af yderligere fire fly foran Cimber A/S, der i dag opererer to ATR-72 fly for SAS på indenrigsruterne fra København til Billund og Aarhus. De to ældre Cimber A/S-fly er ATR72-200 fly, mens Jet Times kommende fly bliver ATR72-600.

Almindeligt hvide mennesker tænker sikkert ikke over, at det gør en stor forskel, om flytypen er en ATR72-200 eller en ATR72-600. Men det gør det.

”-600 er en helt anden generation af fly med en modificeret kabine, langt mindre støj og bedre brændstoføkonomi,” forklarer Flemming Jensen.