München Lufthavn blev mandag aften i Belfast kåret til europamester i ruteudvikling ved den årlige Routes Europe Marketing Award.
Det blev ikke til nogen skandinavisk triumf, da priserne blev uddelt ved Routes Europe Marketing Award, der fandt sted mandag aften på Titantic Belfast i den nordirske hovedstad.
Her skulle man finde den lufthavn i Europa, der havde været bedst til ruteudvikling i 2016. I kategorien med lufthavne over 20 mio. årlige passagerer var Stockholm-Arlanda og Oslo Lufthavn Gardermoen nomineret sammen med Amsterdam-Schiphol, München Lufthavn og Athens International Airport-Eleftherios Venizelos. Det blev den sydtyske storlufthavn, der løb af med sejren og således kunne hjembringe det eftertragtede trofæ til München, mens Amsterdam-Shiphol fik en highly commended anerkendelse.
I 2016 voksede lavpristrafikken med 44 procent i München Lufthavn, og samtidig er det lykkedes a tiltrække en base for Lufthansa-datterselskabet Eurowings, der ved udgangen af marts åbnede 32 ruter fra den tyske lufthavn, og yderligere ni ruter kommer til ved starten af vintertrafikprogrammet 2017/18.
“Det er fantastisk at vinde denne pris – en stor tak til luftfartsindustrien. Prisen tilhører ligeså meget luftfartsmarkedet som lufthavnen, da vores succes skyldes et tæt samarbejde med flyselskaberne,” siger Oliver Dersch, der er direktør for ruteudvikling hos München Lufthavn.
Priser til Birmingham og Shannon
Det var et veloplagt publikum bestående af repræsentanter fra flyselskaber og lufthavne i hele Europa, der kunne overvære prisuddelingen i Belfast. Her kunne de blandt andet se Birmingham Airport få overrakt prisen som vinderen af kategorien fra fire til 20 mio. passagerer, mens prisen til lufthavne under fire mio. årlige passagerer gik til Shannon. Canary Islands Tourist Board fik overrakt prisen for at være den bedste destination til markedsføring.
Awards excitement at #RoutesEurope tonight pic.twitter.com/3tjvnClEs1
— Rodney McMullan (@Rodney_InvestNI) 24. april 2017
Københavns Lufthavn har stolte traditioner fra Routes-prisuddelingerne. I 2014 blev CPH kåret som vinder af Routes Europe Marketing Award, og i 2013 og 2015 triumferede den danske hovedstadslufthavn ved World Routes i henholdsvis Las Vegas og Durban, hvor det lykkedes at bringe de eftertragtede vindertrofæer hjem til Danmark.
Relaterede artikler:
Nye flyruter bliver planlagt i Belfast
CPH-konkurrenter nomineret til ruteudviklingspris
Krakow tiltrækker luftfarten i hele Norden
Seks danske lufthavne ved Routes 2015