Berlin-lufthavnene Tegel og Schönefeld håndterede tilsammen små 35 millioner passagerer i 2018, hvilket er en vækst på 4,2 procent i forhold til året før.
Flytrafikken til og fra Berlin foregår stadig i de to slidte lufthavne Tegel og Schönefeld. Erstatningen for de to, den skandaleramte Berlin Brandenburg-lufthavn, er kraftigt forsinket med sin åbningsdato, og det betyder, at de to nuværende lufthavne fortsat skal håndtere en stigende passagermængde.
Tegel og Schönefeld fik samlet set vækst i antallet af passagerer i 2018. I løbet af de 12 måneder valfartede 34.726.367 passagerer gennem de to lufthavne, hvilket er en stigning på 4,2 procent i forhold til 2017. Det er samtidig passagerrekord for hovedstadslufthavnene.
12.725.939 passagerer rejste til og fra Schönefeld, og det er 1,1 procent mindre end året før. I alt 22.000.430 rejsende fløj til og fra Tegel i det gamle Vestberlin, hvilket giver en passagerforøgelse på 7,5 procent.
Alene i december sidste år rejste 1.855.202 passagerer gennem Tegel, hvilket er en markant stigning på 57,2 procent i forhold til samme måned i 2017. Den samlede stigning i antallet af passagerer i december fra de to lufthavne var på 29,4 procent.
Vækst igen efter airberlin-konkurs
Det samlede antal operationer i løbet af 2018 var på 293,247 for Tegel og Schönefeld. Væksten var på 4,6 procent i Schönefeld og 7,8 procent i Tegel. Decembers vækst i antal operationer var på 61,9 procent i Tegel, mens lufthavnenes samlede vækst i årets sidste måned var på 36,1 procent.
Da airberlin gik konkurs i 2017 ramte det Berlin Tegel hårdt, da airberlin var det suverænt største flyselskab i lufthavnen. Passagertallene faldt, og lufthavnen fik afbrudt en lang periode med vækst. Men væksten vendte tilbage, og en stor satsning fra det britiske lavprisflyselskab easyJet og det irske lavprisflyselskab Ryanair via Laudamotion vendte bøtten, og optimismen vendte tilbage. Væksten i 2018 nåede derfor – mod først antaget – et fint niveau.
Tegel og Schönefeld havde i 2018 små fem millioner flere rejsende tilsammen end Københavns Lufthavn, der for første gang nogensinde rundede 30 millioner passagerer sidste år.
Stærkt forsinket Brandenburg-åbning
Når den stærkt forsinkede Berlin Brandenburg-lufthavn åbner – og erstatter Tegel og Schönefeld – forventer man yderligere vækst i passagertallet.
Åbningen af Brandenburg-lufthavnen er dog udskudt flere gange. Den skulle oprindeligt være åbnet i 2011, men problemer med blandt andet de tekniske systemer har nødvendiggjort adskillige udsættelser af åbningen.
Den administrerende direktør for lufthavnsoperatøren Flughafen Berlin Brandenburg (FBB), Engelbert Lütke Daldrup, satser nu på, at lufthavnen kan åbne i oktober 2020. Og den vil – hvis tidsplanen holdet – dermed åbne med hele ni års forsinkelse. Den samlede anlægspris vil beløbe sig til intet mindre end 7,3 milliarder euro – eller hvad der svarer til godt 54,3 milliarder kroner. Anlægsprisen vil blive 3,5 gange større end først antaget.
Relaterede artikler:
Berlin-lufthavne passerer 33 mio.
Tegel har rejst sig efter airberlin-konkursen
Holder fast i åbningsdato for ny Berlin-lufthavn