Thai Airways Boeing 777-200ER. (Foto: Jeff Gilbert/Wikimedia Commons)

Næsten 5.000 vil forlade Thai Airways frivilligt

En stor del af Thai Airways medarbejdere har takket ja til en frivillig fratrædelse fra det kriseramte selskab. Thai Airways har kun likviditet til at overleve indtil december.

Næsten 5.000 medarbejdere hos Thai Airways International er indstillet på frivilligt at fratræde deres stilling i det kriseramte flyselskab, meddeler Thai Airways ledelse ifølge avisen Bangkok Post.

Thai Airways har som et led i selskabets redningsplan etableret et program for frivillig fratrædelse, og i alt 4.977 medarbejdere har tilmeldt sig programmet frem til fristen, som var den 28. oktober.

De medarbejdere, hvis ansøgninger bliver godkendt, vil modtage fratrædelsesgodtgørelse svarende til mellem to og 14 måneders løn, afhængigt af deres stilling, ligesom de fratrædende medarbejdere også vil få andre fordele.

Plan for rekonstruktion godkendt
Thai Airways har gennem flere måneder kæmpet for at undgå en truende konkurs. I maj indgav selskabet en anmodning om konkursbeskyttelse, men der blev indledt en proces for en rekonstruktion af flyselskabet.

Rekonstruktionsplanen for selskabet blev efter en længere høringsproces endeligt godkendt af den centrale thailandske konkursret midt i september.

Thai Airways meddelte tidligere i oktober måned, at selskabet kun har tilstrækkelige økonomiske reserver til at overleve indtil december på trods af, at 80 procent af flyselskabets 19.000 ansatte har indvilget i at gå ned i løn eller tage ulønnet orlov.

Thai Airways havde ved udgangen af ​​juni en gæld 332,2 milliarder thailandske baht (68 milliarder kroner).

Korruption førte til problemer
I august skrev Bangkok Post, at en undersøgelse af, hvad der gik galt i Thai Airways i perioden fra 2017 til 2019, havde vist, at dårlig ledelse og korruption blandt snesevis af ledere og politikere var årsagen til selskabets alvorlige økonomiske problemer.

Problemerne begyndte allerede i 2008 – kort efter, at Thai Airways havde erhvervet en flåde af 10 Airbus A340-fly. De brændstoftørstige fly blev blandt andet brugt på selskabets ruter til Los Angeles og New York i USA, hvor hver eneste flyvning i perioden fra 2005 til 2013 var en underskudsforretning. Herefter blev flytypen udfaset.

Ifølge den thailandske vicetransportminister er der endvidere beviser for, at to politikere, embedsmænd og ledere i Thai Airways blev bestukket med mindst 2,6 milliarder bath (522 millioner kroner) tilsammen i forbindelse med købet af Airbus-flyene.

 

Relaterede artikler:

Fremtiden for Thai afklares 14. september

Thai Airways kan flyve videre under konkursbeskyttelse

Nyt stort kvartalsunderskud i Thai Airways