Naviair-medarbejder tippede Se og Hør

En medarbejder hos det statslige flyvelederselskab Naviair har indrømmet at have tippet Se og Hør om en rejse for de kongelige i et privatfly, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

En medarbejder fra flyveledertjenesten Naviair er her til aften blevet fritaget for tjeneste, idet den pågældende har indrømmet at have lækket fortrolige informationer om en rejse som medlemmer af Kongehuset foretog med privatfly. Det skriver Naviair i en pressemeddelelse.

Flyvningen foregik for 10 år siden, hvor medarbejderen på eget initiativ tippede Se og Hør om, at rejsen var ændret, og at der forelå en ny slutdestination.

“Denne oplysning er et klart brud på tavshedspligten. Der er tale om en fuldstændig utilstedelig og uacceptabel handling og en klar overtrædelse af de vilkår, som gælder for alle ansatte i Naviair,“ skriver Naviair i pressemeddelelsen.

Naviair oplyser endvidere, at Kammeradvokaten er blevet kontaktet med henblik på at forberede en personalesag.

Kommunikationsdirektør Bo Pedersen afviste ellers tidligere på dagen, at Naviair ikke var indblandet i en eventuel sag om læk af informationer, da man ikke havde adgang til passagerlister. Denne sag kom således bag på Naviair.

Ifølge Naviair skulle der ikke være tale om flere episoder end den omtalte sag, men alligevel fortsætter ledelsen i det statslige flyvelederselskab de interne undersøgelser.

“Vi vil samtidig gøre en indsats for at indskærpe vores krav om fortrolighed over for alle medarbejdere i Naviair. Det skal fremhæves at alle medarbejdere i Naviair er sikkerhedsgodkendte af politiet og omfattet af tavshedspligt,“ fastslår Bo Pedersen.