Helsinki Airport (Foto: Finavia)

Nordisk lufthavn forbereder besøg af Putin og Trump

Om under to uger får Norden besøg af de to præsidenter Vladimir Putin og Donald Trump, og det betyder forhøjet lufthavnssikkerhed.

Verdens to mest magtfulde personer står ansigt til ansigt under et snarligt topmøde ikke så langt fra Danmark.

Den 16. juli mødes Ruslands præsident, Vladimir Putin, med USA’s præsident, Donald Trump, og det sker under det imødesete topmøde i den finske hovedstad, Helsinki.

Når de to præsidenter besøger lande rundt om i verden, kræver det som altid et ekstra højt sikkerhedsberedskab. Og det er naturligvis også tilfældet ved topmødet i Finland.

Førsteklasse-service til gæster
Den finske lufthavn Helsinki Vantaa er derfor i fuld gang med at forberede besøget af de to magtfulde mænd, som kræver et ekstra højt niveau af sikkerhed og andre særlige foranstaltninger. Lufthavnen arbejder på, at topmødet skal indvirke så lidt som muligt på den normale flytrafik.

Flere parter vil samarbejde om at organisere præsident-besøget i lufthavnen, så det forløber uden problemer. Målet er at opfylde kravene fra begge landes delegationer, mens flytrafikken kan fungere på normal vis.

Topmødet vil som altid skabe stor opmærksomhed i hele verden, og der forventes besøgende fra alle afkroge af jordkloden. Den finske lufthavnsoperatør Finavia vil bestræbe sig på at levere førsteklasses service til alle gæster, så Finland fremstår fra sin bedste side.

Demonstrationer i Helsinki
Når Vladimir Putin og Donald Trump står over for hinanden om 11 dage, vil det være første formelle møde mellem de to præsidenter i forbindelse med et topmøde. De har tidligere talt sammen på sidelinjen ved de årlige møder for verdensledere.

”De to ledere vil diskutere forholdet mellem USA og Rusland samt en række nationale sikkerhedsspørgsmål,” har Det Hvide Hus udtalt i en erklæring ifølge The New York Times.

Der er allerede annonceret flere demonstrationer ved topmødet den 16. juli. Finsk poiliti oplyser, at den yngre gren af det konervative National Coalition Party (NCP) og en gruppe russere, der bor i Finland, vil protestere under topmødet. Herudover vil der forventeligt være endnu flere demonstrationer, beretter politiet over for det finske medie Yle.

Den ene af de to præsidenter har tidligere været på besøg i Danmark. Vladimir Putin har senest besøgt Danmark i 2011, men Donald Trump har endnu til gode at aflægge dansk jord et visit.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvor præsidenterne mødes under det kommende topmøde i Helsinki.

 

Relaterede artikler:

Boeing enig med Trump om prisen på Air Force One

Trump vil overtage russer-fly

Trump skræmmer ikke danskerne væk fra USA

Vil have Trump på banen mod Norwegian

Donald Trump i tidligere Sterling-fly