Den norske stat har solgt de aktier i Norwegian, som blev erhvervet for nogle uger siden ved at konvertere et coronalån til aktier. Salget giver en gevinst på 178 millioner kroner.
For tre uger siden kom det i en børsmeddelelse frem, at den norske stat via det norske ministerium for handel, industri og fiskeri havde konverteret halvdelen af et coronalån til aktier.
Således modtog den norske stat 65.582.436 nyudstedte aktier i Norwegian Air Shuttle ASA, hvilket svarede til 6,37 procent af samtlige aktier.
Norwegians finansdirektør Hans-Jørgen Wibstad udtrykte tilfredshed med transaktionen, men den statslige ejerinteresse var blot af midlertidig karakter. Nu er samtlige erhvervede aktier blevet solgt.
Aktierne blev sat til salg tirsdag, og onsdag morgen hedder det i en børsmeddelelse, at det norske ministerium for handel, industri har solgt 65.582.436 aktier til en pris af 13,60 norske kroner per styk, hvilket indbringer 892 millioner norske kroner. Det svarer til lidt mere end 575 millioner danske kroner.
Ville opnå kommercielt afkast
I den børsmeddelelse, der gik ud tirsdag eftermiddag, hed det, at “hvis efterspørgslen og prisen i udbuddet er tilfredsstillende, kan sælger således sælge hele sin aktiepost i selskabet,” hvilket således nu er gjort.
Salget bekræftes af erhvervsminister Cecilie Myrseth i en pressemeddelelse fra den norske regering.
“Staten har fra dag ét været tydelig om, at vi ikke ønsker at være en langsigtet aktør i Norwegian. Målet for staten har været at opnå et kommercielt afkast. Jeg er glad for, at staten gennem sin deltagelse i lånet har bidraget til virksomhedens overlevelse og opretholdelsen af et godt luftfartstilbud i Norge. Der blev stillet strenge krav til deltagelsen, og gennem to transaktioner har vi nu fået tilbagebetalt lånebeløbet og sikret en samlet gevinst for staten på over en halv milliard kroner.”
Aktiesalget giver den norske stat en gevinst på omkring 276 millioner norske kroner (178 millioner danske kroner) før honorarer og omkostninger.
Relaterede artikler:
Den norske stat bliver aktionær i Norwegian