Finnairs driftsresultatet er i tredje kvartal faldet i forhold til samme periode sidste år. Det sker på trods af, at selskabet oplevede en næsten tocifret passagervækst i denne periode.
Efter nogle hårde år med COVID-19 og lukningen af det russiske luftrum, der har ramt Finnairs sædvanligvis stærke Asien-trafik, har selskabet efterhånden fået stabiliseret situationen på baggrund af nye strategiske tiltag.
I årets tredje kvartal landede det finske Oneworld-selskab en omsætning på 818,3 millioner euro, hvilket svarer til 6,1 milliarder kroner. Der skal dog målfoto til at identificere en 0,1 procent fremgang på én million euro i forhold til samme periode sidste år.
I alt var der 3,2 millioner kunder, der rejste med Finnair i det netop afsluttede kvartal, og det var en stigning på 9,4 procent i forhold til sidste år. Selvom der således har været en god passagervækst, er det ikke slået igennem på omsætningen.
Finnair har ligesom mange andre selskaber været udsat for et prispres, og enhedsindtægterne per udbudt passagersædekilometer faldt med 8,2 procent fra et rekordhøjt niveau i 2023, og det er årsagen til, at omsætningen ikke følger med væksten i passagerer. Til gengæld faldt enhedsomkostningerne med 4,2 procent.
Det betyder, at det sammenlignelige driftsresultatet for kvartalet lander på 71,5 millioner euro (530 millioner kroner) mod 94,3 millioner euro (704 millioner kroner) i samme kvartal i 2023. Tilbagegangen tilskriver Finnair “normaliseret efterspørgsel”.
Kapacitetsvækst på 10 procent for hele året
I det igangværende vintertrafikprogram flyver Finnair til 85 destinationer, og der er blandt andet indsat ekstra kapacitet til eksempelvis London og Phuket.
Til gengæld vil trafikken til Mellemøsten være faldende. Ikke alene på grund af urolighederne i Israel og Libanon, men også på grund af, at Finnair har afsluttet samarbejdet med Qatar Airways om at tilbyde flyvninger til Doha fra København og Stockholm. Nu trækkes Airbus A330-flyene fra disse ruter hjem, mens de to selskaber fortsætter deres codeshare-samarbejde.
Trods dette forventer Finnair stadig, at den udbudte kapacitet – målt i passagersædekilometer – samlet set vil ligge på 10 procent for hele 2024, som tidligere annonceret. Estimatet omfatter wetleases, hvormed de fly, der i øjeblikket opereres for australske Qantas, trækker godt op i statistikken.
Omsætningen for hele året ventes stadig at lande i et interval mellem 3,0 og 3,2 milliarder euro (22,4 og 23,9 milliarder kroner), mens EBIT-driftsresultatet ventes at blive mellem 120 og 170 millioner euro (895 og 1.268 millioner kroner).
Finnair er ikke i stand til på nuværende tidspunkt at fortælle noget om forventningerne til 2025. Inflation og høje renter sammen med geopolitisk ustabilitet skaber nemlig usikkerhed i driftsmiljøet.
Relaterede artikler:
Finnair udvider koncernledelsen