Dreamlinere fra Norse Atlantic Airways i Oslo-Gardermoen. (Arkivfoto: Norse Atlantic | Facebook)

Norse fløj med halvanden million passagerer i 2024

Norse Atlantic Airways transporterede knap halvanden million passagerer i 2024, hvilket var en fremgang på næsten 50 procent. Mere end hver tredje flyvning i december var en charter- eller ACMI-flyvning.

2024 har budt på klar fremgang i passagertallet hos Norse Atlantic Airways, der dog på trods af dette fortsat har svært ved at skabe en rentabel forretning.

I det forgangne år transporterede det norske langdistanceflyselskab således i alt 1.460.245 passagerer, hvilket var en forbedring på 49 procent i forhold til 2023, hvor 979.913 passagerer fløj med selskabets store Boeing 787 Dreamlinere.

Norse gik på vingerne 14. juni 2022, og lidt over 300.000 passagerer fløj med selskabet i dets første halvår. Dermed har over 2,7 millioner passagerer rejst med Norse siden første flyvning for lidt over to og et halvt år siden.

Stor andel charter- og ACMI-flyvninger
Norse Atlantic Airways sluttede 2024 med at flyve med 124.450 passagerer i december, hvilket var en stigning på 57 procent sammenlignet med samme måned i 2023. Kun 33 procent af flyene ankom inden for 15 minutter efter planlagt ankomsttidspunkt.

Norse forklarer den dårlige punktlighed med blandt andet negative påvirkninger fra lufttrafikkontrollen, ligesom lufthavnsrelaterede udfordringer besværliggjorde driften, lyder det.

Antallet af flyvninger i december endte på 434, hvoraf hele 158 af flyvningerne var inden for charter- og ACMI-segmentet. Dermed var 36,4 procent af Norse-flyvningerne i december ikke på egne passagerruter. I december 2023 gennemførte Norse i alt 22 charter- og ACMI-flyvninger.

December bød desuden på en belægning på 94 procent, hvilket var den højeste belægning indtil videre i én måned hos Norse. I december 2023 endte belægningen på 71 procent. Belægningen er steget i takt med den stigende andel af charter- og ACMI-flyvninger, hvor Norse ikke selv står for billetsalget.

Sender halvdelen af flåden til Indien
Norse Atlantic Airways har endnu ikke formået at få en rentabel ruteforretning op at køre. Selskabet har haft underskud på underskud, og siden etableringen i 2021 er der tabt 3,1 milliarder kroner.

I slutningen af 2024 kom det frem, at Norse havde indgået en aftale med det indiske flyselskab IndiGo. Således bliver seks ud af selskabets i alt 12 Boeing 787-9 Dreamliner snart sendt til Indien på en wetlease-aftale; to i februar 2025 og de sidste fire fra september samme år.

Tidligere har Bjørn Tore Larsen, stifter og koncernchef i Norse Atlantic Airways, påpeget, at wetlease-aftalen omkring at sende seks Dreamliner-fly til et andet selskab er et eksempel på, at Norse forsøger at være mindre afhængig af variabel omsætning for i stedet at satse på fast omsætning på en del af selskabets aktiver.

 

Relaterede artikler:

Medie: Norse wetleaser seks fly til indisk flyselskab

Norse vil flytte ind i ny Terminal 6 i JFK

Rekordhøj belægning hos Norse