Boeing 787 Dreamlinere fra det norske start-up Norse Atlantic Airways. Foto: Norse

Medie: Norse opgiver USA-ruter fra Berlin

Fra slutningen af oktober i år lukker Norse Atlantic Airways angiveligt ned i Berlin, og dermed ophører ruten til New York. Flyselskabet vil således kun have fire baser tilbage fra den kommende vinter.

I øjeblikket opererer Norse Atlantic Airways fra fem baser i Europa, men senere på året forsvinder den ene tilsyneladende helt.

Således lukker det norske langdistanceflyselskab angiveligt helt ned i Berlin Brandenburg Airport, hvorfra selskabet kun har ruten til New York-JFK tilbage. Det skriver Airwaysmag.com, ligesom det også fremgår af Norse-bookingsystemet, at sidste flyvning fra Berlin til New York er 27. oktober 2023.

Den første Norse-flyvning fra Berlin til USA var 17. august 2022, og selskabet åbnede til både New York (én daglig afgang), Los Angeles (tre ugentlige) og Fort Lauderdale (tre ugentlige). Norse har allerede lukket ruterne til Los Angeles og Fort Lauderdale igen, mens der i det nuværende sommertrafikprogram er fire ugentlige afgange til New York.

Norse Atlantic Airways har ikke selv annonceret en lukning i Berlin, men alt tyder således på, at selskabet ophører med flyvninger fra denne base. Dermed vil Norse fra slutningen af oktober i år kun være at finde i Oslo Lufthavn, London Gatwick, Paris Charles de Gaulle og Rom Fiumicino.

EasyJet-feed til London
Kilder i markedet peger på, at der formentlig vil blive et EasyJet-feed fra Berlin Brandenburg til Norse-basen i London Gatwick. Check-in.dk har kontaktet Norse Atlantic Airways for at få bekræftet, at flyselskabet lukker ned i Berlin. Og hertil lyder det kryptiske svar på e-mail:

”Vi har endnu ikke frigivet vores fulde vinter 2023-netværksplan inklusive fly fra Berlin. Vi har til hensigt at have alle vinterflyvninger i 2023 til salg snart,” lyder det fra presseafdelingen hos Norse.

Norse og EasyJet har tidligere indgået en aftale om distributionssamarbejde, der betyder, at EasyJet vil levere kunder fra hele selskabets europæiske rutenetværk til det norske langdistanceflyselskab.

Alle fly kommer i drift
Dermed når Norse Atlantic Airways kun at have 14 måneder med operationer fra basen i Berlin Brandenburg Airport, inden selskabet er fortid i den tyske hovedstadslufthavn. Og det vides således ikke, hvorfor det ender med en lukning fra Berlin.

Norse oplever imidlertid stærk efterspørgsel til flyvninger hen over sommeren såvel som til flyvninger i det kommende vintertrafikprogram. Det oplyser flyselskabet torsdag. Norse har senest meldt ud, at der 2. november 2023 åbnes en rute fra Oslo til Bangkok, ligesom der i vintertrafikprogrammet også vil være nye ruter fra London Gatwick til Bridgetown (Barbados), Kingston (Jamaica) samt Montego Bay (Jamaica). I første omgang ser Norse dog frem til sommeren.

”Vi ser spændt frem til den kommende højsommersæson, da det vil være første gang, at alle vores fly genererer indtægter, og vi fastholder vores mål om at levere de laveste omkostninger såvel som den højeste indtjening per passager i supplerende indtægter i branchen,” siger Bjørn Tore Larsen, koncernchef i Norse Atlantic Airways.

I april havde Norse en belægning på kun 67 procent, og selskabet har generelt set haft svage belægningstal i de seneste måneder. I alt 48.847 passagerer rejste med Norse i april, hvor punktligheden endte på 79 procent.

 

Relaterede artikler:

Endnu en skandinavisk rute til Bangkok

Norse ind på endnu en konkurrenceudsat rute

Norse-underskud på 3,36 millioner kroner om dagen