Boeing 737-800 fra Norwegian i London Gatwick Airport. (Foto: Ceri Breeze / Shutterstock.com)

Norwegian-fly kan rammes af påskestrejke

I Gatwick Airport har man lagt an til en travl påske, men uoverensstemmelser om pension, lønudbetalinger og arbejdsforhold har nu fået en fagforening til at varsle strejke i flere dage.

Norwegian flyver dagligt mellem Københavns Lufthavn og Gatwick Airport (LGW), men trafikken kan blive besværliggjort i påsken, da ansatte i London-lufthavnen er ved at geare op til en strejke på de travle rejsedage.

Det er fagforeningen Unite, der har varslet strejken. Hvis ikke der findes en løsning, kan det betyde, at over 100 ansatte hos Red Handling nedlægger arbejdet i løbet af påsken.

Red Handling UK blev oprindeligt etableret af Norwegian i lufthavnen i 2016, men under flyselskabets rekonstruktion blev selskabet overtaget af Fenix Logistix Inc., selvom navnet fortsat er det samme, har handlingselskabet dog ikke været en del af Norwegian-koncernen siden 2021.

Ifølge Unite vil det gå ud over flere forskellige områder i London-Gatwick, da de ansatte både håndterer bagage, arbejder ved lufthavnens check-in-skranker og som flight dispatchers hos Norwegian, Delta Air Lines, TAP Air Portugal samt det nigerianske flyselskab Air Peace.

Måtte angiveligt vente flere uger
Fagforeningen anslår, at strejken vil kunne få konsekvenser for omkring 50 flyvninger om dagen. Den er for nuværende varslet til at gå i gang langfredag, som i år falder den 18. april, hvorefter den vil fortsætte indtil tirsdag den 22. april. Her vil konflikten ophøre tidligt på dagen.

Der er flere årsager til, at man nu vil strejke. Først og fremmest handler det om udfordringer med Red Handlings pensionsordning. Unite påstår, at flere af fagforeningens medlemmer har oplevet, at deres indbetalinger ikke er blevet registreret, har været forkerte eller også har de slet ikke fået tildelt en pension.

Derudover har der også været tilfælde, hvor personalets løn er blevet udbetalt for sent. Det skulle være hændt tre gange sidste år og visse ansatte måtte vente henved to uger før, at deres løn gik ind på kontoen. Fagforeningen ønsker en aftale om vilkårene, hvis det sker igen.

Slutteligt er det blevet taget ilde op, at Red Handling har ændret vagtplanerne uden at konsultere de ansatte først. De har tilsyneladende heller ikke fået de 11 timers hviletid mellem vagter, som loven kræver, ligesom personalet flere gange er gået glip af middags- og eftermiddagspauser.

Vil holde sammen
Sharon Graham, der er generalsekretær for Unite, slår fast, at man har varslet strejken, fordi man vil sende et signal om, at der skal rettes op på forholdene.

”Arbejderne har fået nok af at Red Handling spiller kispus med deres pensionsordninger eller at de må vente i ugevis på at få udbetalt den løn, som de er fuldt berettiget til på grund af deres hårde arbejde.”

”Fagforeningen nægter at se passivt til, mens dens medlemmer er ofre for sådan en forfærdelig behandling, og derfor står vi last og brast i denne konflikt.”

Ifølge regionsmedlem David Taylor fra Unite er det ikke tilfældigt, at man har udset sig påskedagene til strejken.

”Gatwick Airport har udtalt, at man regner med, at påskeferien bliver årets indtil videre mest travle periode, og der er ingen tvivl om, at en sådan konflikt vil være til stor gene for de rejsende i løbet af den forlængede weekend, men det er helt og holdent Red Handlings egen skyld.”


Relaterede artikler:

Norwegian etablerer eget handlingselskab i CPH

Strejke truer Norwegian og Norse

Norwegian: Ingen planer om skandinavisk handlingselskab