Sara Westphal Emborg Neergaard er ny Norwegian-chef for kommunikation og public affairs i Danmark. Foto: Norwegian

Norwegian har ansat ny kommunikationschef i Danmark

Sara Westphal Emborg Neergaard bliver fra 1. november 2023 Norwegians nye chef for kommunikation og public affairs i Danmark. Hun har tidligere arbejdet med kommunikation i CPH.

Norwegian har tirsdag præsenteret personen, der fremover skal stå i spidsen for lavprisflyselskabets kommunikation og public affairs i Danmark.

Det bliver Sara Westphal Emborg Neergaard, der fra 1. november 2023 sætter sig i stolen, hvor hun får ansvaret for selskabets eksterne kommunikationsstrategi samt relationer til medier, meningsdannere og beslutningstagere i Danmark.

Norwegians nye kommunikationschef kommer fra en lignende stilling som kommunikationschef i den danske teknologi- og forsvarsvirksomhed Terma Group. Tidligere har Sara også arbejdet som kommunikations- og presserådgiver i Københavns Lufthavne gennem en række år. Hun har med andre ord god erfaring fra den danske luftfartsbranche.

Nørder luftfart i stor stil
Sara Westphal Emborg Neergaard ser frem til at komme tilbage til luftfartsverdenen, da hun med egne ord er lidt af en luftfartsnørd.

”Der er to ting, jeg virkelig nørder: Luftfart og strategisk kommunikation. Så der er ingen tvivl om, at muligheden for at kombinere de to ting hos Norwegian er mit absolutte drømmejob,” siger hun.

”Samtidig anser jeg Norwegian for at være det mest progressive flyselskab i Europa, som virkelig rammer hovedet på sømmet i forhold til efterspørgsel og behov fra de rejsende – og som formår at udvikle produktet i takt med, at behovene mere eller mindre konstant forandrer sig. Det glæder jeg mig utroligt meget til at være med til at understøtte – og jeg er stolt af at blive en del af holdet.”

Sara Westphal Emborg Neergaard afløser Andreas Hjørnholm i rollen som Norwegians kommunikationschef i Danmark. Andreas Hjørnholm tiltrådte i en ny stilling som seniorrådgiver hos strategi- og kommunikationshuset Schultz J & Goll 1. maj 2023 efter fem års ansættelse hos Norwegian.

Besidder stærke kompetencer
Norwegian er glade for at have fået Sara Westphal Emborg Neergaard i folden som lavprisflyselskabets chef for kommunikation på det danske marked.

”Danmark er et vores største og vigtigste markeder, og vi er dybt afhængige af at bevare og videreudvikle vores gode samarbejde med danske myndigheder og den danske luftfartsbranche,” siger Esben Tuman, kommunikationsdirektør i Norwegian.

”Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu får Sara med ombord, som bidrager med stærke kompetencer og erfaring inden for både strategisk presse- og kommunikationsarbejde og public affairs, og som har indgående kendskab til branchen og miljøet i og omkring lufthavnen.”

Esben Tuman fortæller desuden, at Sara Westphal Emborg Neergaard også skal være med til at styrke Norwegians brand i Danmark yderligere ved at øge indsatsen på det danske mediemarked. Ligesom det er målet, at Norwegian fortsat skal være et af danskernes foretrukne flyselskaber, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Forlader Norwegian i Danmark efter fem år

Norwegian får nyt ansigt i Danmark

Norwegian-kommunikationschef i nyt job