Norwegian har hjertestartere i alle fly

SAS har aktivt valgt af have hjertestartere i alle 11 langdistancefly samt i halvdelen af kort- og mellemdistanceflyene, mens konkurrenten Norwegian har udstyret på samtlige selskabets 89 fly.

Får man som passager et hjerteanfald ombord på et SAS-fly, er overlevelsesraten mindre, end hvis man havde valgt at flyve med Norwegian. Det er konsekvensen, idet SAS kun har aktivt tilvalgt at have hjertestartere ombord på selskabets 11 langdistancefly. Herudover er der hjertestartere på omkring 60 norskregistrerede Boeing 737-fly på baggrund af en beslutning fra det tidligere SAS Norge om at have udstyret ombord.

Hjertestartere er nemlig langt mere udbredte i Norge end i eksempelvis Danmark, der var sidste europæiske land, hvor sundhedsmyndighederne blev overbevist om, at hjertestartere forøgede overlevelsesmulighederne ved hjertestop.

På grund af udbredelsen i Norge er det helt naturligt for lavprisflyselskabet Norwegian at have hjertestartere ombord på samtlige selskabets 89 fly.

“Vi har hjertestartere på alle fly. Det er ikke et lovkrav, men op til hvert enkelt selskab at vurdere. Vi har brugt vores hjertestartere ved flere tilfælde og er glade for at have dem med ombord på vores fly,“ siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark.

Fravalg eller tilvalg af “hjertestarter-fly“
Hos SAS holder man fast i beslutningen om at kunne tilbyde hjertemassage, ilt og eventuelt medicinsk behandling, når det gælder kort- og mellemdistanceruterne, hvor der ikke er så langt til nærmeste lufthavn ved flyvninger over det kontinentale Europa.

“Det er et valg, som vi har truffet ud fra de erfaringer, som vi har fået gennem interne undersøgelser samt en vurdering af, hvad der er bedst i forhold til sikkerheden ombord. Samtidig opfylder vi alle myndighedskrav,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Lægefaglige eksperter forklarer, at hjertemassage ikke kan stå alene, og at enhver paramediciner, læge eller sygeplejerske, der bliver tilkaldt til et hjerteanfald ombord på et fly, automatisk vil spørge efter ilt og hjertestarter som det allerførste.

Det kan i realiteten betyde, at ældre og svage passagerer med dårligt hjerte kan være tvunget til at vælge de flyselskaber, som har hjertestartere ombord.

“Der er forskellige tilvalg og fravalg omkring det produkt et flyselskab leverer, og det er op til kunderne at vurdere, hvad det er man gerne vil have, når man rejser. Kunderne kan dog altid være sikre på, at vi hos SAS altid tager sikkerheden yderst alvorligt,“ understreger pressechefen.

Dødsfald i SAS-fly
En passager på et SAS-charterfly døde i begyndelsen af december efter at have fået et hjerteanfald undervejs fra Gran Canaria til Billund. En læge og en sygeplejerske ombord gav hjertemassage, hvilket ikke var tilstrækkeligt til, at patienten overlevede.

Den sygeplejerske, der gav hjertemassage ombord forklarede et par dage efter hændelsen til dr.dk, at det undrede hende, at SAS ikke havde en hjertestarter ombord.

“Det kunne jo være, at man kunne have reddet et liv,“ sagde hun til dr.dk.