Norwegian leverer rekordresultat

Trods MAX-udfordringer kom Norwegian ud af tredje kvartal med et overskud på 2,2 milliarder norske kroner før skat. Etablerer joint venture med kinesisk leasingselskab.

Spareplanen #Focus 2019 begynder for alvor at få effekt hos Norwegian. Enhedsomkostningerne er faldende, mens enhedsindtægterne er stigende, og den kombination sikrede i tredje kvartal det norske lavprisflyselskab et overskud før skat på 2,2 milliarder norske kroner (1,6 milliarder danske kroner) på baggrund af en omsætningvækst på otte procent.

Det er samtidig en fremgang på 38 procent i forhold til samme periode sidste år og samtidig det bedste kvartalsresultat nogensinde for Norwegian.

#Focus2019 bidrog i tredje kvartal alene med 827 millioner norske kroner i omkostningsreduktioner, og samlet venter Norwegian en effekt fra spareprogrammet på 2,3 milliarder norske kroner for hele året.

“Kvartalstallene viser, at vi leverer på strategien om at gå fra vækst til lønsomhed. Vi leverer et rekordresultat med rekordhøje indtægter og reducerede enhedsomkostninger til trods for, at vi er blevet ramt af driftsproblemer, der ligger udenfor vores kontrol,” siger fungerende koncernchef og finansdirektør, Geir Karlsen.

MAX-grounding er dyr
At selskabets 18 Boeing 737 MAX-fly står på jorden, og yderligere otte færdigproducerede fly ikke kan blive leveret, har dog sat sine spor i regnskabet.

Norwegian forventer ikke, at MAX´en kommer i drift før 2020, og selskabet anslår et tab på omkring en milliard norske kroner mod tidligere 700 millioner norske kroner.

“Den negative påvirkninger kommer fra mistede indtægter fra aflyste flyvninger samt øgede omkostninger til crew, brændstof og passagerkompensationer,” skriver Norwegian.

Etablerer joint venture
Forud for offentliggørelsen af kvartalsrapporten har Norwegian afsløret navnet på den nye joint venture-partner, der vil overtage ejerskabet af en del af Norwegian-flyene.

Norwegian har via sit datterselskab Arctic Aviation Asset DAC etableret et joint venture med China Leasing International Corporation DAC, der er et helejet datterselskab af China Construction Bank Corporation, der er en global aktør inden for finansielle services og leasing.

Arctic Aviation Asset får en ejerandel på 30 procent mens det kinesiske selskab tager de resterende 70 procent.

I første omfang er det leverancen af 27 nye Airbus A320neo, som det nye joint venture skal aftage fra begyndelsen af 2020. Det reducerer Norwegians kapitalbehov med i første omgang 1,5 milliarder dollars, hvilket svarer til 10 milliarder danske kroner.

Markedet har taget godt imod nyhederne fra Norwegian, og torsdag var Norwegian-aktien steget med 25,31 procent, da Oslo Børs lukkede.

 

Relaterede artikler:

Fortsat stigende enhedsindtægter hos Norwegian

Norwegian fik overskud i andet kvartal

Nyt milliardunderskud i Norwegian

Sådan vil Norwegian komme ud af krisen