Norwegian Boeing 737-800 i Københavns Lufthavn. (Foto: Arne V. Petersen)

Norwegian i ny politisk charmeoffensiv

Med nye beregninger af Norwegians betydning for dansk økonomi, forsøger selskabet igen at appellere til de danske politikere om hjælp til at sikre selskabet lige konkurrencevilkår.

Det er ikke mange uger siden Norwegian sidst kom med budskabet i en fælles pressemeddelelse sammen med Københavns Lufthavn. Alligevel har det norske lavprisselskab fundet det nødvendigt at bruge penge på en rapport, der dokumenterer hvor meget de turister, som Norwegian bringer ind til Københavns Lufthavn, betyder for den danske turistindustri og den danske økonomi generelt.

Ifølge rapporten, der er lavet af Menon Economics, så bidrager Norwegian-turisterne årligt til en meromsætning på seks milliarder kroner til dansk erhvervsliv. Derudover danner turisternes forbrug grundlag for 12.500 arbejdspladser i den danske turistbranche.

”Denne nye rapport bekræfter, at turister, der flyver med Norwegian til Danmark, i stor grad bidrager til vækst og jobskabelse her i landet. Derfor er jeg også meget positiv over for den indsats, den danske erhvervs- og vækstminister lægger i arbejdet med at gøre Danmark til et endnu mere attraktivt land at besøge for udenlandske turister. Endvidere glæder Norwegian sig over det danske arbejde med en decideret luftfartsstrategi, som blandt andet har fokus på at tiltrække nye, internationale ruter til Danmark. Dette matcher godt med vores ambitioner for det danske marked i fremtiden,” siger Norwegians koncernchef Bjørn Kjos.

Politisk hjælp
Det er fjerde gang indenfor de seneste måneder, at Bjørn Kjos roser den danske regerings arbejde med en luftfartsstrategi. Det er ikke tilfældigt. Norwegian vil nemlig gerne have et godt forhold til de danske politikere og gøre det helt klart for dem, at det norske selskab skam betyder en hel del for den danske økonomi. Og at det derfor er nødvendigt, at politikerne sikre dem lige vilkår i forhold til konkurrenterne.

”Norwegian har over 250 nye fly i bestilling, og det betyder, at vi kommer til at åbne mange nye ruter i fremtiden. Fra Danmark ser vi selvfølgelig også interesseret på nye destinationer, og med politisk hjælp til at sikre lige konkurrencevilkår kan vi bidrage til at øge tilgængeligheden og bringe mange flere turister til Danmark,” siger Kjos.

Siden opstarten af Norwegians langdistanceruter mellem Danmark og USA har 400.000 amerikanske turister allerede rejst med flyselskabet til Danmark.

”Mange amerikanere vil besøge de største europæiske metropoler som London, Paris og Rom, men det er helt tydeligt, at USA-ruterne til København er godt fyldte med turister, der vil opleve Københavns gastronomi, design og seværdigheder. På mange ruter fra USA til Skandinavien ligger vi i øjeblikket på godt 30 procent amerikanske rejsende, mens vi på enkelte vestkystruter er helt oppe på omkring 50 procent amerikanere. Det bidrager til vækst og jobskabelse i Danmark,” pointerer Bjørn Kjos.

Gentager budskab
Norwegian er ikke ene om at få udarbejdet rapporter, der viser hvor meget godt de gør for dansk turisme og økonomi. Det samme har Københavns Lufthavn travlt med i disse måneder, hvor regeringens arbejde med luftfartsstrategien er gået ind i slutfasen. CPH gentager igen og igen budskabet om, at nye flyruter skaber flere turismejobs i Danmark.

Lufthavnen har flere gange selv gået ud med budskabet i pressemeddelelser og lignende, ligesom den seneste tids udmeldinger om den forgangne måneds trafiktal i Københavns Lufthavn har været vinklet på dette budskab.

I slutningen af oktober udsendte lufthavnen så endnu en pressemeddelelse med budskabet om nye flyruter som jobskaber. Denne gang var der blevet plads til et citat fra Norwegian i CPH´s pressemeddelelse med netop det budskab, som Norwegian nu også selv går ud med.

“Fra Københavns Lufthavn ser vi interesseret på nye destinationer både mod øst og vest. Men for at vi kan åbne nye ruter østover, må vi have de samme rettigheder som vores konkurrenter, hvilket ikke er tilfældet i dag. Med politisk hjælp til at sikre lige konkurrencevilkår kan vi bidrage til at øge tilgængeligheden og bringe mange flere turister til Danmark,” lød citatet.

I Københavns Lufthavn er SAS i dag den største kunde, mens Norwegian har næstflest passagerer.

Hos SAS har der været rynkede bryn, da man læste pressemeddelelsen fra Københavns Lufthavn, men selskabet havde ikke lyst til at kommentere det ofte betændte forhold, hvor CPH ud fra legitime forretningsmæssige interesser forsøger at skabe muligheder for et konkurrererende flyselskab, der angiveligt bedre kan udnytte de overflyvningsrettigheder over Rusland, der er forudsætningen for at sikre en rentabel operation på flyruter mellem København og destinationer i Asien.

 

 

Relaterede artikler:

Norwegian får politisk taletid via CPH

CPH-rapport skal opdateres som følge af fejl

Norwegian vil påvirke dansk luftfartsstrategi

Norwegian vil have dansk hjælp til Ruslands-flyvninger

Nu får luftfarten sin strategi