Boeing 787 Dreamliner fra Norwegian. (Foto: Norwegian)

Norwegian presser langdistanceflåden

Norwegians Dreamliner-fly kommer til at flyve flere timer i døgnet end langdistanceflyene hos SAS, hvor man er nogle af de bedste til at udnytte flåden.

Fly tjener kun penge, når de er i luften. Ikke når de står på jorden. Og derfor arbejder alle flyselskaber hele tiden på at sikre, at flyene er i luften så mange timer i døgnet som muligt samtidig med at der er tid nok til at sætte passagerer af og tage nye på i lufthavnene samt få foretaget mindre og større checks.

Men man kan også stramme buen for hårdt. Og det kunne det tyde på, at Norwegian risikerer at gøre med deres langdistanceprogram. Her er det nemlig planen, at selskabets Boeing 787 Dreamliner-fly skal flyve mere end 18 timer i døgnet. Det er over to timer mere end hvad SAS’ langdistancefly præsterer. Og det skandinaviske flyselskab er anerkendt internationalt for at være blandt de bedste til at udnytte sin langdistanceflåde optimalt.

”Vi ønsker at have tilstrækkelig overskydende kapacitet til at absorbere forsinkelser af teknisk og anden karakter. Alle luftfartsselskaber er påvirket af den slags, men passagererne oplever det i varierende grader, afhængigt af flyselskabernes politikker og evnen til at overføre passagerer til andre flyvninger og flyselskaber, når forsinkelser og aflysninger forekommer. Her ønsker SAS at være blandt de bedste,” understreger SAS’ norske pressechef, Knut-Morten Johansen.

Ekstra sårbar
Norwegian fik først i torsdags sit tredje Dreamliner-fly og allerede fra fredag har Norwegian sat i flyet i fuld sving. De tre fly har kun få timer på jorden i Skandinavien, USA og Asien i løbet af ugen. Så forsinkelser på mere end et par timer kommer let til at smitte af på operationen i flere dage. Kun en gang om ugen er flyene på jorden i mere end nogle timer.

Operationen bliver ekstra sårbar ved det, at alle tre Dreamliner-fly bliver brugt alle ugens dage. Dermed har Norwegian ikke selv nogen reservekapacitet. Selskabet har flere gange trukket på det portugisiske selskab HiFly’s 3-4 Airbus A340-fly. Men det er kun muligt, når flyene er ledige. Og inden de kan sættes ind, skal de oftest flyves tomme frem til der, hvor Norwegian har problemer.

Problemer som fører til forsinkelser eller aflysninger risikerer at ramme Norwegians langrute-passagerer hårdere end de passagerer, der rejser mellem kontinenterne med konkurrerende selskaber. For modsat de fleste andre flyselskaber, så ønsker Norwegian ikke at ombooke passagerer til andre flyselskabers afgange, når de for eksempel ikke selv kan flyve mellem New York og Oslo.

CHECK-IN.dk forsøgte fredag forgæves at få en kommentar fra Norwegians direktør og hovedaktionær Bjørn Kjos, da selskabet åbnede sin første danske langdistancerute fra København til Fort Lauderdale.