For første gang siden etableringen i 2002 har Norwegian betjent flere passagerer i Oslo Lufthavn end konkurrenten SAS.
SAS har gennem mange år haft et overherredømme i skandinavisk luftfart. Den epoke er er snart ved at være slut, da Norwegian for første gang nogensinde har overhalet SAS i en af de tre skandinaviske hovedlufthavne.
I Oslo Lufthavn rejste 10.016.401 passagerer sidste år med Norwegian, men SAS måtte nøjes med 9.815.649 passagerer.
Denne udvikling har været ventet, men det er selvfølgelig en streg i regningen for SAS, at man er blevet overhalet på det næststørste hjemmemarked. SAS har en skønnet andel på 35 procent i det norske marked.
Hos Norwegian er der naturligvis glæde over præstationen.
“Vi skal fortsætte med at gøre vort allerbedste for at give passagererne en god rejse med en af verdens mest moderne flyflåder. Denne milepæl viser også, at Norwegians helt nødvendige ekspansion internationalt ikke har været negativ for Norge og Norges største lufthaven – snarere tværtimod,“ siger Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til det norske medie Aftenposten.
Venter tocifret kapacitetsvækst
Ser man på de to flyselskabers passagertal, er der heller ikke længe til, at Norwegian overhaler SAS indenom. SAS sluttede 2015 med 27,1 mio. passagerer, mens 25,7 millioner rejste med Norwegian.
Forskellen er dog, at SAS har sine passagerer på ruter, der udgår fra de nordiske lufthavne, mens Norwegian er blevet et internationalt flyselskab med blandt andet ruter fra London, lokale ruter fra Caribien til USA samt indenrigsruter i Spanien.
I 2016 forventer SAS en samlet vækst i antal udbudte sædekilometer på 10 procent, da der alene øges med 25 procent på langdistanceruterne. Væksten hos Norwegian ventes dog at blive næsten dobbelt så stor. Forventningerne er en øgning i udbudte sædekilometer på 18 procent.
“For SAS har det altid været sådan, at vi nok hellere vil stræbe efter at være bedst end at være størst. I selskabets 70-årige historie har vi næppe haft højere kundetilfredshed i forhold til vores hovedkonkurrent, end hvad der er tilfældet lige nu,“ siger SAS´ norske informationschef Knut Morten Johansen til Aftenposten.
På det skandinaviske hjemmemarked er SAS stadig størst i Københavns Lufthavn og på det danske marked som helhed med en markedsandel på omkring 40 procent, mens det skandinaviske flyselskab sidder på en markedsandel på 31 procent i Sverige.