Da landstræner Nikolaj Jacobsen og håndboldherrerne fløj hjem til Danmark efter VM-finalen i Oslo, havde Norwegian for en stund skiftet navn for at markere anledningen og gøre reklame.
Der var stor jubel på lægterne, blandt spillerne og bag fladskærmene herhjemme, da det danske herrelandshold i håndbold søndag blev verdensmestre for fjerde gang i træk efter en sejr på 32-26 over Kroatien ved finalebraget i Oslo.
Om aftenen fejrede landstræner Nikolaj Jacobsens tropper triumfen i den norske hovedstad, inden turen dagen efter gik til Danmark, hvor der ventede pandekager, en tale fra kong Frederik samt hyldest fra de fremmødte håndboldfans på pladsen foran på Københavns Rådhus.
Håndboldherrerne rejste hjem på flight DY940 med Norwegian. Flyvningen afgik klokken 14.21 fra Oslo og var fremme i Københavns Lufthavn klokken 15.10. Den foregik med et af de 62 Boeing 737-800-fly, som Norwegian har i flåden. Det bærer registreringen SE-RPJ.
Det var som udgangspunkt en almindelig ruteflyvning, men alt var dog ikke helt som sædvanligt. Et billede fra Oslo-Gardermoen viser, at Norwegians logo i dagens anledning var blevet ændret således, at der i stedet stod Danish med den genkendelige typografi og i selskabets farver.
Det samme gjorde sig gældende i ankomstgaten i CPH samt Norwegians servicecenter i den danske hovedstadslufthavn.
Kan blive benyttet igen
Sara Westphal Emborg Neergaard, der er kommunikationschef for Norwegian i Danmark, fortæller til Check-in.dk, at idéen begyndte at forme sig, da man blev orienteret om, at Norwegian var blevet booket til hjemrejsen.
”Da vi fik at vide, at landsholdet fløj med os hjem, tænkte vi over, hvordan vi kunne byde dem velkommen hjem på en lidt speciel måde, selvom de ankom på en ruteflyvning, måtte det gerne være lidt særligt.”
Det norske flyselskab har omkring 800 ansatte her til lands og anser Danmarks om et betydeligt marked. Det var en del af grunden til, at man greb lejligheden, da sejrherrerne vendte hjem.
”Vi har arbejdet på at udbrede Norwegian-brandet endnu mere i Danmark, da det kan være svært at hedde Norwegian, men samtidig ville være danskernes foretrukne flyselskab, så det her var en oplagt mulighed for at vise, at vi er lige så danske som norske.”
Det er ikke udelukket, at Norwegian vil benytte logoet i andre sammenhænge. Det kunne eksempelvis være til maj, da det her er tyve år siden, at flyselskabet gjorde entré i Københavns Lufthavn, siger Sara Westphal Emborg Neergaard.
Pokalen befandt sig i kabinen
Kommunikationschefen fortæller, at det ligesom tidligere også var rejsebureauet Travel Sense, der ejes og drives af den forhenværende håndboldstjerne samt nuværende kommentator Camilla Andersen, der sørgede for, at landsholdet kom hjem i år.
Norwegian har erfaring med de særlige krav, som sportsfolk kan have, når de rejser. Selskabet har blandt andet tidligere måtte have atleters spyd og andre redskaber med ombord. Den ekspertise kom flyselskabet til gode mandag i denne uge.
”Noget det vi er gode til, er at yde en ekstra service i at transportere atleters udstyr og være fleksible omkring det. I dette tilfælde drejede det sig om massagebrikse og en pokal, der skal med ind i flyet på grund af forsikringskrav.”
Pokalen befandt sig i en stor metalkasse, men den var der ikke plads til i kabinen på den givne flyvning. Derfor måtte besætningen tænkte kreativt.
”Normalt ville vi finde et sæde til den, men afgangen var fuldt booket, så vi endte med at få pokalen pakket ud sammen med sportsdirektøren, så blev den pakket ind i tæpper og lagt på bagagehylden, mens kassen kom i lastrummet og hurtigt ud igen, da flyet landede.”
Relaterede artikler:
Dansk flyselskab bliver sponsor for håndboldhold