Norwegian ventes at lukke base i Polen

Et vigende marked og stærk konkurrence får angiveligt Norwegian til at lukke selskabets base i Polen. Iagttagere ventes at Norwegian i stedet vil satse på¨det finske marked og ‘gå i struben af’ Finnair, der er blevet voldsomt svækket af vulkan-krisen.

Noget kunne tyde på, at Norwegian indenfor kort tid vælger at nedlægge selskabets base i Polen. Hidtil har to fly været stationeret på den polske base i Warszawa, hvor op til elleve ruter er blevet opereret. Nu er der kun ét fly tilbage på den polske base.

Det gik i begyndelsen af året ud over ruten mellem København og Warszawa, derhavde sin sidste afgang den 31. januar 2010. Ruten havde kun været i fartplanen siden den 17. august 2009, men måtte altså lade livet efter mindre end et halvt år.

Norwegian gik ind i det polske marked i 2006, men markedet har ændret sig markant sidenhen. Det er specielt uroen på de finansielle markeder, der har påvirket aktiviteterne.

“Polen er ikke så interessant længere på grund af afkølingen af arbejdsmarkedet i Europa. Polakkerne rejser mindre efter arbejde i andre lande,“ siger Norwegians koncernchef Bjørn Kjos til norske dn.no.

Udtalelserne til den norske netavis tyder på, at den polske base står foran en umiddelbar afvikling. “Vi har ét fly dernede og mangler kapacitet i Skandinavien. Vi vil ikke stoppe med at flyve til Polen, men det er mere et spørgsmål om, hvor vi har behov for at have flyene stationeret. Markederne er alt andet lige stærkere i Skandinavien,“ udtaler Bjørn Kjos.

Bjørn Kjos vil ikke afsløre, hvor meget selskabet har tabt i Polen, men bekræfter, at selskabet ikke har tjent penge på operationen. Konkurrencen er meget hård på det polske marked, hvor de direkte konkurrenter er Ryanair og Wizz Air. Og da Børn Kjos har en klar filosofi om, at selskabet ikke vil konkurrere med selskaber, der har et lavere omkostningsniveau, vil beslutningen om at afvikle basen angiveligt ikke blive svær.

Iagttagere i branchen venter, at Norwegian vil kaste sig over det finske marked i stedet for. Finnair er blevet alvorligt svækket af vulkan-krisen, og det vil passe perfekt ind i en strategi om at udvikle sig til en dominerende aktør i hele det nordiske lavprisflysmarked.

Finnair ejer i dag 5 % af aktierne i Norwegian som en del af den handel, hvor Norwegian i april 2007 overtog det svenske lavprisflyselskab FlyNordic fra Finnair. FlyNordic har primært været anvendt som Norwegiansløftestang til at komme ind på det svenske marked.