Nu bliver det nemmere at se den totale pris på flybilletten

Et nyt initiativ skal skabe mere gennemsigtighed for flyrejsende, når de skal bestille deres flybillet på internettet. Med den såkaldte ”Gebyrberegner,” som travelmarket.dk står bag, er det muligt at sammenligne priser på flybilletter inklusive alle former for tillæg og gebyrer.

En række internationale lavprisflyselskaber har gennem de senere år været anklaget for at ”snyde” med billetpriserne i form af ekstra tillæg og gebyrer for ekstra bagage, valg af flysæde og ændring af reservationer. Gebyrer, der har været vanskelige at gennemskue på selskabernes hjemmesider ved køb af en billet.

Men nu er der hjælp af hente for at slippegennem billetjunglen og i stedet få den totale pris frem på skærmen, hvor diverse gebyrer er medregnet og opgjort i den endelige pris på billetten. Værktøjet er den nye ”Gebyrberegner,” der er lanceret af travelmarket.dk, hvor det som passager er muligt at sammenligne billetpriserne fra selskab til selskab. Beregneren fungerer således, at man som passager får et overblik over en lang række gebyrer og tillægsydelser fra især lavprisflyselskaberne ved en søgning på en bestemt rejse.

Ved en prissøgning uden gebyrer på den nye søgefunktion på travelmarket.dk er det muligt at få vist billetpriserne inklusive gebyrer, hvorudfra det er muligt at se, hvilke selskaber der udbyder de billigste billetter.

”Forbrugerne er efterhånden ved at vænne sig til at skulle betale gebyrer og tillægsydelser, når der bestilles flybilletter hos især lavprisflyselskaberne. Derfor er det vigtigt at kunne tilbyde et værktøj, hvor forbrugerne ved hjælp af få klik kan danne sig overblikket over, hvilken slutpris, der skal betales. Vi synes her, at vi gør en stor indsats for reel og pålidelig forbrugeroplysninger på dette særlige område,” siger adm. direktør for rejsesøgemaskinen travelmarket.dk Ole Stouby.

Travelmarket.dk har lavet eteksempel på en beregning fra København til Parismed selskaberneNorwegian, EasyJet og Air France. Overraskende nok viser beregningen, at Air France, i det konkrete tilfælde, er billigere end både Norwegian og EasyJet, der markedsfører sig på billige billetter. En billet med Air France koster i alt 739 kr. inklusive diverse gebyrer og tillæg. Norwegian og EasyJet koster henholdsvis 699 kr. og 641 kr., men efter diverse gebyrer og tillæg løber billetpriserne op i 932 kr. for at flyve med Norwegian og 952 kr. for at rejse med EasyJet.

Ved køb af en flybillet hos et af de mange lavprisflyselskaber, herunder Norwegian og EasyJet, er gebyrer og tillæg ofte ikke medregnet i grundprisen, hvilket betyder, at prisen på billetten stiger i takt med valg af pladsreservation ombord, bagage og andre ekstraydelser

Foto: Travelmarket.dk kan nu præsentere en “Gebyrberegninger“, der indregner gebyrer og tillægsydelser, når der søges på en aktuel billetpris.